Brand i møbelfabrik: Flammer stod ovenud af taget

Søndag aften udbrød der brand i en møbelfabrik på Hobrovej i Hadsund

Branden på Hobrovej 74 var voldsom og ødelagde en stor del af virksomheden. Foto: Jan Pedersen

Branden på Hobrovej 74 var voldsom og ødelagde en stor del af virksomheden. Foto: Jan Pedersen

Opdateret mandag kl. 06.15 med yderligere oplysninger

HADSUND:Sent søndag aften udbrød der brand i møbelfabrikken Kiim Møbel- & Stelfabrik på Hobrovej 74 vest for Hadsund. Slukningstog fra beredskabets station i Hadsund rykkede først ud til branden, der blev anmeldt klokken 22.13.

Det oplyser vagthavende hos Nordjyllands Beredskab.

Der blev kaldt både brandbiler og mandskab fra stationerne i Hobro, Hadsund, Arden og Terndrup samt assistance fra Beredskabsstyrelsen. Lidt over 20 mand var i aktion.

Den første melding gik på, at der stod klare flammer og sort røg op fra bygningen.

Og vel fremme kunne beredskabets folk konstatere, at det var rigtigt. Ilden var brudt gennem taget på møbelfabrikken.

Vagtchefen ved Nordjyllands Politi udsendte søndag aften en meddelelse på Twitter om, at der fra branden udgik en kraftig røgfane, der blæste i østlig retning ind mod Hadsund.

Derfor opfordrede vagtchefen til, at folk i nærheden holdt sig inden døre og lukkede døre og vinduer.

Ved 05-tiden mandag morgen var man færdig med brandslukningen. Omkring to-tredjedele af en stor hal med møbeldele var udbrændt, men det lykkedes for brandfolkene at forhindre ilden i at brede sig til andre bygninger, heriblandt en spånsilo.

Der var ingen personer på virksomheden, da ilden opstod. Brandårsagen er p.t. ukendt - den skal politiets teknikere forsøge at finde frem til.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.