Discgolf på vej til fjordkommunen

Kommunal arbejdsgruppe er netop nu ved at undersøge, hvor en lokal bane bedst kan placeres

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Coronaen har i det forløbne år bragt mange flere mennesker ud i naturen - og det har bl. a. betydet, at flere har fået øjnene op for en friluftsaktivitet som discgolf.

En afart af golf, hvor man med en frisbee forsøger at ramme en kurv, som typisk befinder sig cirka 100 meter væk.

Discgolf-sporten har hidtil primært været koncentreret i de større byer, men nu er der måske også en eller flere baner på vej i Mariagerfjord.

I hvert fald besluttede kommunens kultur- og fritidsudvalg på sit seneste møde at igangsætte en undersøgelse af mulighederne for at etablere discgolf-baner i fjordkommunen.

- Jeg har selv prøvet at spille discgolf flere gange, og det er en rigtig sjov aktivitet, som kan dyrkes alene eller sammen med vennerne og familien.

- Derfor vil vi gerne give vores borgere denne mulighed - og er på jagt efter egnede områder i kommunen, siger formand for kultur- og fritidsudvalget Jane Grøn (S).

En arbejdsgruppe undersøger i øjeblikket sammen med en professionel baneplanlægger, hvor en evt. bane skal placeres, men arbejdsgruppen er også fortsat åben for input fra andre, der har gode ideer og måske endda vil give en hånd med.

- Udgangspunktet er, at en ny discgolfbane i Mariagerfjord kommune skal være både for begyndere og øvede - og så skal den samtidig være let tilgængelig og gerne naturskøn, forklarer Jens Lykke, der som konsulent i kommunens kultur- og fritidsforvaltning arbejder sammen med kommunens naturafdeling om projektet.

Idrætskonsulent Niels Sørensen er ligeledes med i arbejdsgruppen.

Han ser discgolf som en af den slags selvorganiserede friluftaktiviteter, kommunen gerne vil være med til at fremme og udvikle, og han efterlyser i den forbindelse samarbejdspartnere og ildsjæle i hele kommunen, som kunne tænke sig at være med til at føre ideen om en lokal discgolf-bane ud i livet.

Niels Sørensen har specielt skoler og institutioner i tankerne.

- Men i arbejdsgruppen kigger vi også på området i Fruerlundparken i Øster Hurup, hvor aktiviteten kan appellere til de mange turister, der gæster området hen over sommeren, lyder det fra Jens Lykke og Niels Sørensen.

I øjeblikket findes der cirka 60 discgolfbaner - fordelt over hele Danmark.

Folk med ideer til placering og/eller vilje til at bidrage opfordres til at henvende sig til arbejdsgruppen på tlf. 29231818 eller via mail-adressen jly@mariagerfjord.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden