Efter 18 år i Hadsund siger Lone farvel til ”Rasmine”
Tøjbutikken på Torvet er på nye hænder og får navnet Qurver
HADSUND: Når Lone Jespersen på lørdag forlader tøjbutikken ”Rasmine” på Torvet i Hadsund, rejser ”Rasmine” med.
- Den nye ejer, Anne Dorthe Kirk, er nemlig ikke en ”Rasmine”, siger Lone Jespersen.
Men det er ikke sådan, at hun har tænkt sig at hvile på sine laurbær.
For det første skal hun afvikle lagersalget i den gamle Torvebutik skråt over for ”Rasmine”.
For det andet har hun nogle projekter på hjemmefronten, der skal laves.
Og for det tredje har Lone Jespersen lyst til at finde et nyt job og prøve noget helt andet, så hun er åben for alle udfordringer.
Lidt vemod vil dog sikkert poppe op den sidste dag i butikken, som hun åbnede 7. september 2001, da hun som 41-årig blev selvstændig.
Samme alder har den nye ejer Anne Dorthe Kirk, der er gift, og har to børn på 14 og 15 år.
Siden 2007 har familien boet i Hadsund.
Anne Dorthe Kirk har prøvet lidt af hvert og tilbragt mange år i udlandet - blandt andet som bibliotekar i Kuwait.
I Hadsund arbejdede hun for Xl-Byg, Provoke og Lampeland.
Anne Dorthe Kirk er udlært hos H&M i Holstebro.
Mens hun frisker butikken op med nye farver, holder hun lukket frem til torsdag 5. marts, hvor butikken Qurver slår dørene op.
- For uanset tøjstørrelse har man kurver, bemærker Anne Dorthe Kirk, der sammen med sine ansatte - Ulla og Mie - lover samme gode, trygge og personlige kundekontakt som hos ”Rasmine”.
Nogle ideer til den nye butik har hun også i ærmet.
Lørdag 29. februar tager Lone afsked i ”Rasmine” med gravøl og pizza for kunder, kolleger, familie og venner - kort sagt for alle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.