Knivoverfald

Efter blodigt knivdrama: Politi chikaneret af unge mænd

To mænd blev sigtet for forstyrrelser, da politiet afspærrede området for at efterforske forbrydelse

Politiet spærrede området ved Aldi på Banegårdsvej i Hobro af i forbindelse med efterforskning af knivdramaet i Hobro tirsdag aften. Foto. Jan Pedersen

Politiet spærrede området ved Aldi på Banegårdsvej i Hobro af i forbindelse med efterforskning af knivdramaet i Hobro tirsdag aften. Foto. Jan Pedersen

HOBRO:Mens adskillige politifolk tirsdag aften havde travlt med at efterforske et blodigt knivdrama i et område ved Aldi på Banegårdsvej i Hobro, besluttede en 20-årig mand at troppe op ved det afspærrede område med høj musik.

Der var gang i de høje decibel fra en medbragt kæmpehøjttaler, og politifolkene, der havde travlt med at søge spor i det afspærrede område, bad manden forsvinde. Det gjorde han ikke og blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Han forsvandt, men vendte en halv time senere tilbage med musikanlægget, der fik fuld gas. Så konfiskerede politiet anlægget og langede endnu en bøde ud. Det medførte flere skældsord mod ordensmagten, oplyser Ulrik Terp fra Nordjyllands Politi i Hobro, der tilføjer, at den 20-årige er ”en god kending af politiet”.

Han er tilsyneladende også stædig, for efter yderligere en halv time vendte han atter tilbage til politiafspærringen på Banegårdsvej. Denne gang på en knallert, som han drønede rundt på, lavede hjulspin og kørte på baghjul med. Han bar ikke styrthjelm, og på et tidspunkt sad en kammerat bag på knallerten, som den 20-årige ikke lovligt må køre på.

- I alt sigtede vi ham for ni overtrædelser af færdselsloven, og han står nu til at skulle betale en stor bøde, siger Ulrik Terp, der ikke tør gisne om den unge mands motiv til handlingerne tirsdag aften i Hobro.

Dramaet i Hobro skabte stor opmærksomhed i byen, og politiet uddelte yderligere en bøde til ung mand, der troppede op med en gruppe personer, som af politiet blev bedt om at forlade området. En af mændene blev meget vred og kastede en øldåse i asfalten. Han er også sigtet for gadeuorden.

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

Politiet afspærrede området efter en knivopgør mellem to mænd på 25 og 30 år i en lejlighed i Hobro. De blev begge såret. Efter tumulten stak den 30-årig mand ned til Aldi, hvor han truede personalet til at udlevere cigaretter og en lighter. Han medbragte en kniv, men truede angiveligt ikke personalet med den.

Begge mænd blev tirsdag aften anholdt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.