Fortvivlet katteleder kan snart ikke klare mere
Fire udsultede killinger blev fundet i kasse ved kirke - internatleder kan næsten ikke rumme det
Opdateret 25. oktober 2024 kl. 19:47
Anita Sønderup, leder af dyreværnsorganisationen MinVenKatten, der bl.a. holder til i et tidligere forsamlingshus i Handest syd for Hobro, er fortvivlet.
Så sent som i sidste uge oplevede hun at få indleveret tre kattekillinger, der blev fundet i en affaldspose mellem Hobro og Vebbestrup.
I samme uge lykkedes det at skaffe nye hjem til 42 af internatets katte.
Men dårligt er den nye uge begyndt, før internatet kan starte forfra.
Onsdag blev en flyttekasse med fire udsultede kattekillinger fundet af en familie fra Randers, der var på besøg ved Mariager Kirke. Kort efter var de afleveret på internatet i Handest.
- I dag kunne jeg næsten ikke rumme det, siger Anita Sønderup.
Efter at have sendt 42 katte ud i verden i sidste uge, sidder der allerede nu 27 andre katte på internatet og venter på at komme til dyrlæge, før Anita Sønderup kan begynde at lede efter nye hjem til dem.
- Det er svært at synes, at det her frivillige arbejde er sjovt lige nu. Det vælter simpelthen ind, og jeg er så fyldt af det, at jeg ikke engang hørte ordentligt efter, da de ringede og fortalte, at killingerne lå i en kasse. Det blev jeg lige så ked af, fortæller Anita Sønderup, der har været nødt til at tage de fire små killinger med hjem til privaten for at give dem flaske.
- De var indsunkne i maven. De var ikke ved at dø, men vi kunne mærke, at det var lang tid siden, de havde fået mad, fortæller internatlederen.
I de ti år, hvor Anita Sønderup har beskæftiget med internatarbejde gennem MinVenKatten, har efteråret altid været højsæson for efterladte katte.
- Men det plejer altså ikke at være så vanvittigt, som det er nu. Vi kører kampagner og neutraliserer på livet løs, men alligevel galoperer det. Sådan burde det ikke være, siger hun.
MinVenKatten har foruden internatet i Handest også lokaler ved Odder. Efter et års tilløb gennem øget samarbejde bliver internatet fra nytår en del af den større organisation Inges Kattehjem, som dermed for første gang kommer til Jylland.
For Anita Sønderup bliver det imidlertid ikke et farvel til arbejdet med hjemløse katte. Alt peger på, at hun bliver ansat som daglig leder for Inges kattehjem i Jylland.
Ved siden af en lang række private katteinternater sidder der også herreløse katte i tusindvis på de internater, som Dyrenes Beskyttelse driver.
- I 2023 modtog Dyrenes Beskyttelse tusindvis af opkald fra hele landet fra bekymrede borgere, der fortalte om katte i nød.
- Så mange opkald om katte i nød modtog 1812 fra borgere i de 11 nordjyske kommuner:
- Aalborg: 646
- Frederikshavn: 281
- Hjørring: 266
- Jammerbugt: 198
- Brønderslev: 193
- Thisted: 185
- Mariagerfjord: 143
- Vesthimmerland: 103
- Rebild: 95
- Morsø: 80
- Læsø: 4
I 2023 kontaktede bekymrede borgere Dyrenes Beskyttelse på vagtcentralnummeret 1812 og berettede om ikke færre end 18.317 katte i nød.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.