Fyret af kirke: Nu får Majbritt 100.000 kr. i erstatning
Fik besked på, at hun skulle være gartner med kirketjeneste - det ville hun ikke
Opdateret kl. 15:50
I februar 2022 modtog kirkegårdsgartner Majbritt Christensen et ubehageligt brev fra sin arbejdsgiver, Vive-Hadsund Menighedsråd.
Menighedsrådet skrev, at de ville afskedige hende, selvom hun havde arbejdet på Vive og Hadsund Kirkegårde i over 20 år.
Hun kunne dog beholde jobbet, hvis hun sagde ja til at fortsætte som gartner, men “med kirketjeneste”.
Men ordet kirketjeneste får det til at løbe koldt ned ad ryggen på den 55-årige gartner, fortæller hun til Fagbladet 3F.
For i årene 2009-2011, hvor hun altså var ansat til at passe gravsteder og pleje kirkegårdens træer og buske, mødte Majbritt Christensen også ind om søndagen i sort tøj og tog imod kirkegæster, udleverede salmebøger og udførte andre kirkelige handlinger. Alt dét, som normalt er en kirketjeners opgave.
- Og dén del brød jeg mig bestemt ikke om. Det fungerede bare slet ikke for mig. Det er svært at sætte ord på hvorfor, men det satte sig som ondt i maven om fredagen og slap mig ikke, før jeg kom hjem fra kirken om søndagen, fortæller Majbritt Christensen til Fagbladet 3F.
Hun lavede til sidst en aftale med sin daværende kontaktperson, præsten, om, at hun kunne slippe for opgaverne i kirken.
- Alle os gartnere brænder jo for det grønne arbejde udenfor. Vi vil helst bruge arbejdstimerne på kirkegårdene, og det er også dét, vi er ansat til, siger Majbritt Christensen.
Kollegaer overtog opgaverne indenfor
Majbritt Christensens kollegaer, som var helt okay med at udføre arbejdet inde i kirken, overtog derfor hendes opgaver indenfor.
- Så derfor var det mig også en gåde, hvorfor det overhovedet skulle gøres til et problem, at jeg sagde nej, siger Majbritt Christensen.
“Jeg håber, at menighedsrådet vil respektere, at jeg har personlige udfordringer med kirketjenesten og af den grund vil undlade at afskedige mig”, skrev Majbritt Christensen derfor retur til sin arbejdsgiver.
Og den lokale afdeling, 3F Mariager Fjord, kunne supplere med, at kirkelige handlinger slet ikke er omfattet af de opgaver, som overenskomsten siger, at man skal udføre som gartner på en bykirkegård.
Men indsigelserne til trods fastholdt menighedsrådet sin beslutning og afskedigede Majbritt Christensen 4. marts 2022.
- Jeg var rystet. For jeg troede jo, at vi kunne nå frem til en løsning, så jeg kunne få lov til at blive. Men menighedsrådet ville bare slet ikke gå med til, at jeg ikke udførte de opgaver. De ville slet ikke samarbejde, fortæller Majbritt Christensen med henvisning til de mæglingsmøder, som 3F Mariager Fjord holdt med menighedsrådet.
Ikke omfattet af overenskomst
3F-afdelingen besluttede i samråd med Majbritt Christensen at føre sagen videre til en faglig voldgift.
Og her har man netop slået fast, at afskedigelsen af Majbritt Christensen var usaglig.
Hun måtte gerne sige nej til de kirkelige opgaver, fordi de ikke var omfattet af hendes overenskomst.
På voldgift-sprog hedder det, at “fast kirketjeneste inde i kirken ikke kan anses for at være en naturlig tillægsopgave til gartnerfunktionen”.
Majbritt Christensen får nu 100.000 kroner for den uberettigede fyring.
Men hun ville allerhelst have beholdt sit job.
- Jeg er selvfølgelig glad for, at vi vandt. Det kan jo komme andre til gavn. Men det er da ingen hemmelighed, at jeg helst ville have beholdt jobbet som gartner, for ellers var jeg jo ikke blevet der i over 20 år, siger Majbritt Christensen.
I dag arbejder hun med at gøre rent for ældre i deres private hjem og på plejehjem.
Fagbladet 3F har spurgt formanden for Vive-Hadsund Menighedsråd, Rita Moore, til den usaglige fyring. Hun ønsker kun at svare på mail:
- Vi besluttede i 2022 at ligestille Majbritt med de andre gartnere, så de var én mere i fordelingen af kirketjenesterne. Majbritt ville ikke acceptere omlæggelse af stillingen med den nye ansættelse med kirketjeneste. Derfor førte det til afskedigelse, skriver Rita Moore.
- Vi tabte sagen, idet kirketjenesten ikke blev godkendt som en mulighed, da den ikke er en del af overenskomsten. Vi blev dømt til at betale en bod, da afskedigelsen på baggrund af sagens udfald blev kendt usaglig. Menighedsrådet har taget afgørelsen til efterretning, fortsætter Rita Moore.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.