Camping

Har mistet millionbeløb: Skyland vil hive politiet i retten efter lukning af Beach Camp

- Det fik jo mere festival-karakter end camping karakter. Det er ikke lovligt, lyder det fra Nordjyllands Politi

Skyland har fået deres advokat til at kigge på et søgsmål mod politiet. Foto: Peter Mørk.
Skyland har fået deres advokat til at kigge på et søgsmål mod politiet. Foto: Peter Mørk. Peter Mørk

Familien bag Skyland vil nu lægge sag an mod politiet, efter en opfordring fra politiet fik familien til at lukke Skyland Beach Camp.

Det skriver DR.

Familien forstår ikke politiets beslutning om at kalde Skyland Beach Camp ulovlig en uge ind i den to uger lange festcamp.

- Vi forstår ingenting af det, og vi synes, det er dybt uretfærdigt, og derfor vil vi lægge sag an, siger Bjørn Pedersen til DR Nordjylland.

Familien sagde efter den dramatiske lukkedag, at de ville søge kompensation fra staten. De skønner, at regningen for lukningen går op i et millionbeløb på to til tre millioner kroner.

Politiet: - Vi betræder jo nyt land

Politiinspektør Ole Kristensen fra Nordjyllands Politi er ikke i tvivl om, at Skyland blev ulovlig.

- Det fik jo mere festival-karakter end camping-karakter. Det er ikke lovligt, fortæller han.

Ifølge politiinspektøren er det ikke et enkelt tilfælde eller tendens, der førte til politiets opfordring.

- Mange spørger om, om det nu var 10, der stod for tæt eller 50, eller om de var for fulde. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig om, at samlet set har det her mere karakter af en festival, siger han.

Der har ikke været nogen praksis for politiet at følge, når det handler om arrangementer som Skyland.

- I denne her smittefaresituation betræder vi jo nyt land. Vi har hele tiden skulle vurdere på tingene, fordi det er meget svært at være skråsikker i de her sager, siger politiinspektøren.

Ole Kristensen slår fast, at Nordjyllands Politi har taget beslutningen alene, og beslutningen ikke er påvirket udefra af politianmeldelser.

- Der ligger ikke nogen anmeldelse af i forbindelse med Skyland, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden