Turistattraktion

Seværdighed gemt væk bag lås og slå - midt i højsæsonen

Først undrede Kirsten Hjarnø Mathiassen sig. Så blev hun oprørt over, at der er spærret for adgang til historisk kulturmiljø

Kirsten Hjarnø Mathiassen blev meget overrasket, da hun opdagede, at porten til Bies Gård for tiden er spærret med kæde og lås på bagsiden.

Kirsten Hjarnø Mathiassen blev meget overrasket, da hun opdagede, at porten til Bies Gård for tiden er spærret med kæde og lås på bagsiden.

HOBRO:Bies Gård med det gamle bryggeri er et kulturhistorisk klenodie i Hobro og et af de få historiske bygningsværker i byen, som kan gøre indtryk på turister.

Via en port i byens hovedstrøg, Adelgade, kommer man ind i gården og kan derfra vandre til den fredede, historiske Bies Have, som ligger naturskønt ned til Vester Fjord.

Men den seneste uges tid er hverken godtfolk eller turister gået gennem den grønne port. En kæde med hængelås på indersiden af porten sikrer solidt, at ingen kommer ind i gården.

På skilte ud mod gågaden proklameres ellers gæstfrihed og ”offentlig adgang”. Lige inden for porten hænger plancher, der informerer om blandt andet museet Kunstetagerne og møbelarkitekten Rud Thygesens Arkiv, som også ligger i tilknytning til gården.

Fra Adelgade inviteres inden for og vises vej til den historiske Bies Have.

Fra Adelgade inviteres inden for og vises vej til den historiske Bies Have.

Men disse informationer kan ikke ses bag den stængede port.

- Det er uhørt, raser Kirsten Hjarnø Mathiassen.

Hun har i årtier været en at byens ildsjæle, når det gjaldt bevarelse af byens kulturmiljø. Hun er frivillig i støtteforeningen, som arbejder for bevarelse og forskønnelse af den historiske Bies Have. Et arbejde, som netop er ved at blive udført med en million kommunale kroner i støtte.

- Haven står i dag flot, så der er ingen grund til at have porten fra Adelgade lukket og låst ind til Bies Gård. Jeg undrer mig over, hvem der vil spærre for adgang til denne seværdighed midt i turistsæsonen, siger Kirsten Hjarnø Mathiassen.

Der er ikke meget liv i Bies Gård. Restauranten er p.t.  lukket på grund af sygdom, og publikum kan i øvrigt ikke komme ind i gården fra byens hovedstrøg, fordi porten er låst.

Der er ikke meget liv i Bies Gård. Restauranten er p.t. lukket på grund af sygdom, og publikum kan i øvrigt ikke komme ind i gården fra byens hovedstrøg, fordi porten er låst.

Er man lokalkendt, er det muligt ad bagveje at finde ind til Bies Gård. Ruten går ad Vestergade, Rørholmsgade og Nordvestvej til indgangen til Bies Have. Herfra skal overvinde en labyrint og krydse toppede brosten forbi ældrecentret Biecentret og Restaurant Bies Bryghus, som for tiden er lukket.

Her inde åbenbarer sig Bies Gård. De rødmalede borde og bænke står nydeligt og venter på besøgende, og selv parasollerne er slået ud.

Lukket og låst.

Lukket og låst.

Mariagerfjord Kommune er svært ferieramt i disse uger, men det er lykkedes Lars Højmark, chef for teknik og byg på teknisk forvaltning, at finde en forklaring på den lukkede port.

- Forvaltningen for Kultur og Fritid oplyser, at der er tale om et bevidst valg efter drøftelser med vagtselskabet. Gården har nemlig været ramt af hærværk, fortæller Lars Højmark.

Han forklarer, at bibliotekets pedel normalt låser porten til Adelgade om aftenen og åbner igen om morgenen. Men i hans feriefravær er der i et par uger ikke nogen til at udføre opgaven.

I den seneste uge skulle restauranten have stået for at åbne og lukke, men den har været lukket på grund af sygdom.

Men fra mandag er der atter åbent, forlyder det.

Gammelt bryggeri

Bies Bryggeri er anlagt i 1841, og hele komplekset med bryggergård er et fredet kulturmiljø.

I 2010 genåbnede Bies Bryghus. Det er ejet af 1700 lokale anpartshavere og drives af en frivillig bestyrelsen. Bryghuset bortforpagter Restaurant Bies Bryghus. Selve gården benyttes ofte til musikalske og kulturelle arrangementer.

Haven tilhørte bryggeriet og en del af den er fredet. I bunden af haven ned mod Vester Fjord ligger en gammel træbygning, der blev anvendt som ishus - kølet ned af is, der blev hentet i fjorden om vinteren. I dag er det et musikøvelokale.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden