Landspolitikere trak i gummistøvler ved Glenstrup Sø

Fødevareminister var sammen med Folketingets miljø- og fødevareudvalg i fjordkommunen for bl. a. at høre om mindelig jordfordeling

Politikere ”i marken” ved Glenstrup Sø. Fra venstre: borgmester Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune; minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn, formand for Folketingets miljø- og fødevareudvalg René Christensen og udvalgsformand for teknik og miljø Jørgen Hammer Sørensen, Mariagerfjord Kommune. Foto: Mariagerfjord Kommune

Politikere ”i marken” ved Glenstrup Sø. Fra venstre: borgmester Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune; minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn, formand for Folketingets miljø- og fødevareudvalg René Christensen og udvalgsformand for teknik og miljø Jørgen Hammer Sørensen, Mariagerfjord Kommune. Foto: Mariagerfjord Kommune

Hvordan genforhandler vi ejerskabet og brugen af jorden, så vi på en og samme tid tilgodeser klimaet, naturen, vandmiljøet, landmændene og alle dem, der lever og bor i et lokalområde?

Det spørgsmål var i højsædet, da Realdania i 2019 inviterede Mariagerfjord Kommune til et forsøgsprojekt om bedre udnyttelse af det åbne land.

Fjordkommunen takkede ja, og det blev startskuddet til projektet ”Fælles Forandring” ved Glenstrup Sø og Østerkær Bæk syd for Hobro.

Metoden, der skulle afprøves, hedder multifunktionel jordfordeling. På almindelig dansk betyder det såmænd, at dem der ejer jorden handler eller bytter arealer for at tilgodese forskellige ønsker og behov.

”Fælles Forandring” er det fjerde projekt under samarbejdet Fremtidens bæredygtige landskaber - Collective Impact. Her er det lokale engagement en helt afgørende forudsætning for, at jorden kan skifte hænder på en god og ordentlig måde. Derfor er de lokale blevet inddraget og spurgt til råds i processen. Det er sket med hjælp fra ”Råd for Lokal Forandring”, som er et borgerråd, hvor lokale beboere, politikere og erhvervsfolk har sæde.

Netop værdien af at lytte til borgerne og inddrage dem i udfordringen med at finde fælles løsninger, er ifølge borgmester Mogens Jespersen helt centralt.

- Jeg er meget imponeret over de lokales engagement og arbejdsindsats i processen. De har bidraget med ikke mindre end 36 forslag til, hvordan deres lokalområde kan blive et bedre sted at bo, leve og arbejde, når vi samtidig tager ansvar for klima, natur og miljø, siger Mogens Jespersen i en pressemeddelelse fra Mariagerfjord Kommune.

Borgmesteren er stolt over, at rygterne om de gode erfaringer er nået helt Christiansborg.

- Vi skyder brystet frem, når landspolitikerne trækker i gummistøvlerne og besøger netop vores projekt. Det ser vi som en anerkendelse af vores gode erfaringer med jordfordeling og borgerinddragelse. Vi håber naturligvis, at de vil inspirere mange andre til at gå samme vej, slutter Mogens Jespersen.

Ministeren og udvalget drog fra fjordkommunen med gummistøvlerne under armen og rygsækken fyldt med inspiration.

Multifunktionel jordfordeling og lokalt ejerskab kan nemlig være med til at løse den vigtige samfundsdagsorden for klima, miljø, biodiversitet og jordbrug, som eksemplet ved Glenstrup Sø viser.

- Jeg og de øvrige medlemmer har glædet os til at komme til Jylland, hvor vi kommer til at høre om nogle af de udfordringer, løsninger og gode historier, der rører sig på udvalgets område og møde nogle af dem, der har konkrete erfaringer med sager, vi arbejder med på Christiansborg, siger formand for miljø- og fødevareudvalget René Christensen (DF).

Råd for Lokal Forandring har masser af ideer for området, og selvom det ikke er alle, der handler om arealanvendelse, så peger de alle i retning af mere fællesskab, bedre liv i landdistrikterne og dermed bæredygtig udvikling.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.