Panoramaruten får en køn lillesøster
Indvielse 1. september med bål og guidet tur til trolden Ivan
MARIAGER: Den kaldes også "Panoramarutens lillesøster" - den nye vandrerute Mariager Rundt, som indvies officielt torsdag 1. september.
Den supplerer den allerede populære vandrerute i Mariager på fem kilometer, kendt som Hohøj-ruten.
Den fører vandrerne gennem Mariagers kønne bymidte, gennem fortidsminder og bøgeskov til Hohøj, Danmarks største gravhøj fra bronzealderen.
Vandreruten Mariager Rundt på sydsiden af fjorden er pendant til Panoramaruten, der går på nordsiden af fjorden, fra Hobro til Bramslev Bakker, og som er et stort trækplaster for fastboende og turister.
- Rutens længde: 11 km - det tager cirka 3 timer at gå
- P-plads: Hohøj Skovvej, 9550 Mariager – ved Hohøj. Klostergade 15, 9550 Mariager – ved Rosenhaven. Ny Havnevej 6, 9550 Mariager – ved Mariager Turistinformation
- Afmærkning: en gul pil på grøn baggrund, dog i byen gul pil på hvid baggrund.
- Underlag: stier, græs-spor, grusveje, asfalterede strækninger og fortove. Kuperet terræn
- Informationsskilte i Alstrup Krat. I det Røde Hus ved Hohøj fortæller en udstilling mere om området.
- Langs ruten findes der offentlige toiletter på Torvet i Mariager by, samt ved Hohøj, som dog kun er sæsonåbent.
- Du er velkommen til at nyde maden ved de opstillede borde og bænke langs ruten. Dem finder du bl.a. ved Hohøj, Munkholm anlægget, Rosenhaven og langs fjorden.
På dagen for indvielsen mødes man ved Frydensbjerg Efterskole. Foreningen Bevæg dig for Livet og andre interesserede lægger ud fra morgenstunden.
Der vil være bål og lavvu-telt. Og der skal tegnes trolde med trækul kombineret med en guidet tur til trolden Ivan i Mariager.
Elever fra ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU) vil lave mad til de fremmødte. Udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen vil officielt indvie ruten kl. 11.30.
Adressen er Skovvej 4, Mariager.
- Program for indvielse torsdag 1. september
- Kl. 8.00-10.00: Vandring fra Frydensberg til Spejderhytten
- Kl. 10.00-11:30: Aktiviteter med naturvejleder samt mad forberedt af STU
- Kl. 11.30-12:00: Snoren klippes og der afholdes taler.
- Kl. 12.00-12.30: Kaffe og kage
- Kl. 12.30: Fælles vandretur tilbage til Frydensberg Efterskole.
Ruten er et led i indsatsen for at gøre kommunens naturområder tilgængelige, øge sundheden og trække flere turister til.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.