Hundeejer

Plads til alle på populær vandrerute - også hunde og deres ejere

Uheldige episoder med græssende kvæg og hunde får ikke politikere i Mariagerfjord Kommune til at skride til forbud

Panoramaruten går mellem Bramslev Bakker og Hobro, og blev i 2020 besøgt af ikke færre end 25.000 mennesker. Nogle af dem havde hund med. Det er o.k., men kun hvis hunden holdes i snor. Arkivfoto: Claus Søndberg

Panoramaruten går mellem Bramslev Bakker og Hobro, og blev i 2020 besøgt af ikke færre end 25.000 mennesker. Nogle af dem havde hund med. Det er o.k., men kun hvis hunden holdes i snor. Arkivfoto: Claus Søndberg

Hunde og deres ejere vil også i fremtiden være velkomne på den populære vandrerute mellem Hobro og Bramslev Bakker, Panoramaruten, hvor man undervejs kan støde på græssende kvæg. Men husk nu, at hunden skal være i snor, lyder opfordringen.

Politikerne i Mariagerfjord Kommunes teknik og miljø-udvalg afviser at forbyde hundeluftning på naturstierne. Heller ikke selv om der næsten altid er hunde involveret, når græssende kvæg og mennesker kommer i karambolage på Panoramaruten.

- Det vil forhindre mange i at komme ud at gå en tur, hvis de ikke må have hunden med. Det ville være ærgerligt, og vi synes, der skal være plads til alle, siger udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen (DF), Hobro.

Forvaltningen i Mariagerfjord Kommune har det seneste år fået to-tre henvendelser om græssende kvæg, der kom for tæt på mennesker og skabte utryghed på Panoramaruten. Der er næsten altid hunde involveret, når det sker.

Jørgen Hammer Sørensen siger, at udvalget har fået en god orientering om problemerne, og at han er tryg ved, at forvaltningen gør noget ved dem. For eksempel skal der skiltes endnu mere tydeligt end i dag, at hunden skal i snor.

- Vi laver også korridorer, hvor problemerne med kvæget er størst. Det er små stier med hegn på begge sider. Her kan man stå og vente, til der er fri passage. Det vil løse langt de fleste problemer, er Jørgen Hammer Sørensen sikker på.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.