Indbrudstyve gemte sig i sommerhus - nu takker politiet
Natten til fredag gennemførte Nordjyllands Politi en aktion i et sommerhusområde
Opdateret kl. 16:26
Natten til fredag slog Nordjyllands Politi til mod to mænd, der menes at have stået bag flere indbrud i Nordjylland de seneste måneder.
De to mænd blev anholdt i Øster Hurup, hvor de havde indlogeret sig i et sommerhus.
Anholdelsen skete klokken 4.16. De to mænd er fra Litauen og er henholdsvis 36 og 44 år. Politiet betegner dem som en del af en omrejsende, kriminel gruppering.
Nattens aktion var kulminationen på en længere efterforskning, som blev indledt, fordi der er blevet begået en række indbrud i Gistrup, Klarup, Storvorde, Mou og Hadsund. Her er der typisk blevet stjålet smykker og kontanter. Indtil videre er de to mænd sigtet for seks indbrud.
- Men det er vores helt klare formodning, at der kommer en del flere forhold til, når vi får efterforsket videre i sagen, siger leder af Berigelse Nordjylland, politikommissær Ulf Munch Sørensen i en pressemeddelelse.
Han uddyber over for Nordjyske, at politiet nu skal klarlægge, hvor de to anholdte har opholdt sig. Det er endnu for tidligt at sige, om de har slået til i et større område. Men formodningen er, at de primært har begået indbrud på østkysten.
Ulf Munch Sørensen retter en tak til de mange nordjyder, som har hjulpet politiet med oplysninger. Det har været medvirkende til, at politiets efterforskere opnåede et gennembrud i efterforskningsarbejdet.
- Vi kan være nok så dygtige efterforskere, men vi har brug for øjne rundt omkring. Og borgerne har været rigtig gode til at komme med oplysninger, siger politikommissæren til Nordjyske. Det har eksempelvis været oplysninger om køretøjer, der kan have været brugt af gerningsmændene.
- Det har virkelig hjulpet os med at kredse os ind på dem, understreger han.
Selve anholdelsen foregik stille og roligt. Politiet havde taget sine forholdsregler i den planlagte aktion, som politikommisæren udtrykker det uden dog at uddybe, hvor mange betjente der var til stede.
Nordjyllands Politi har haft et stort ønske om at informere offentligheden om, at der er sket fremskridt i efterforskningen af indbruddene.
- Borgere skal vide, at der sker noget. Og jeg har netop modtaget en sms fra en borger, der er glad og taknemmelig, siger Ulf Munch Sørensen.
De to anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag, hvor de begge blev varetægtsfængslet i fire uger.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, men anklager Patrick Sørensen oplyser, at mændene er sigtet for fire indbrud og et indbrudsforsøg.
Han oplyser desuden, at retten fandt mistanke for i hvert fald to indbrud og et indbrudsforsøg. Begge nægtede sig skyldige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.