Voldtægtsforsøg ved Rema 1000 - nu søger politiet vidner
Voldtægtsforsøget skete ved lagerområde på Mariagervej i Hobro
Opdateret kl. 10:50
HOBRO: En 30-årig kvinde blev natten til søndag forsøgt voldtaget. Med råb og fagter fik hun revet sig løs og flygtede fra ham.
Nu efterlyser politiet vidner til voldtægtsforsøget, som skete omkring klokken 03.30 på Mariagervej 2 i Hobro.
Gerningsstedet er mere præcist stien ved Rema 1000's lagerområde. Det oplyser efterforskningsleder og politikommissær Mikkel Brügmann, som forklarer hændelsen i en pressemeddelelse:
- En 30-årig kvinde kommer gående nede fra byen, og da hun passerede Rema1000, blev hun antastet af en mand, der også var til fods. Manden angreb kvinden, og han væltede hende ned på jorden. Det lykkedes heldigvis for kvinden at sparke sig fri – og til sidst stak han af fra stedet. Ud fra offerets forklaring er det vores mistanke, at mandens hensigt var at voldtage kvinden. Derfor ser vi meget alvorligt på sagen, siger han.
En mand blev allerede søndag morgen sigtet i sagen og afhørt af politiet. Selvom han stadig er sigtet, er han blevet løsladt.
Af hensyn til den videre efterforskning søger Nordjyllands Politi nu efter vidner, som enten har hørt eller set noget på gerningstidspunktet omkring Rema1000, ligesom andre, der måtte ligge ind med oplysninger i sagen, skal henvende sig.
- Ring straks til os på telefon 114, hvis du har nogle informationer i sagen, så vi kan få omstændighederne belyst bedst muligt. Ring hellere en gang for meget end en for lidt, pointerer politikommissær Mikkel Brügmann.
Det 30-årige offer led ikke fysisk overlast i forbindelse med voldtægtsforsøget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.