Spisesteder er åbne, men gæsterne trækker i bremsen

Bøvl med restriktionerne holder stadig folk tilbage, tror restauratører i Hadsund

Ulrik Bjerregaard og Conni Wested passer indtil videre Færgekroen alene, for personalet er stadig sendt hjem. Foto: Jesper Bøss

Ulrik Bjerregaard og Conni Wested passer indtil videre Færgekroen alene, for personalet er stadig sendt hjem. Foto: Jesper Bøss

HADSUND:Duften af mad er tilbage, men folk i Hadsund spurtede ikke ligefrem bort fra de hjemlige kødgryder for at få bord på en af byens restauranter, da restriktionerne onsdag blev lempet.

- Det var lidt usselt. Vi havde gæster ved fem borde, og det holder vi ikke skindet på næsen af, siger Conni Wested fra Færgekroen i Hadsund Syd.

- Vi har en god, fast kundekreds, men mange af dem gider ikke få taget en coronatest for at komme ud og spise en wienerschnitzel, siger hun med henvisning til kravet om, at man skal fremvise et coronapas med negativtest for at få adgang til restauranten.

Conni Wested siger, at flere kunder af samme grund fortsætter med at bestille take away-mad i stedet for at bestille bord og spise i restauranten.

- Det kan nok bedst betale for os at vente med at åbne, til mange flere af vaccineret. Indtil videre er vores personale stadig sendt hjem, og Ulrik og jeg klarer det hele selv. Så vi har ikke mange fridage, bemærker Conni Wested, der forpagter færgekroen sammen med Ulrik Bjerregaard.

Spise- og spillestedet Big Ben på Torvet i Hadsund melder også om en stille start.

- Mange stikker hovedet ind og siger, at de kommer, når de er vaccineret. Folk afventer situationen, og de synes, det er for omstændeligt at skulle have en coronatest, selv om man kan få taget den på 10 minutter i Hadsundhallen, siger Palle Nielsen fra Big Ben.

Gitte Hostrup og Palle Nielsen fra Big Ben på Torvet melder om fin interesse for den første aften med livemusik. Foto: Jesper Bøss

Gitte Hostrup og Palle Nielsen fra Big Ben på Torvet melder om fin interesse for den første aften med livemusik. Foto: Jesper Bøss

Han oplyser, at der til gengæld er mange bordbestillinger til pubbens første aften med live musik fredag.

Antonino Oliveto fra restaurant Davinci i Hadsund er godt tilfreds med ”premieren” efter den lange nedlukning.

- Første aften havde vi 50 gæster, og det er fint for en onsdag. Både kunderne og vi var lettede over, at vi endelig kan åbne igen. Det har været en trist periode med nedlukningen, siger han.

Antonino Oliveto fra Davinci: - Det har været en trist periode. Arkivfoto: Lars Pauli

Antonino Oliveto fra Davinci: - Det har været en trist periode. Arkivfoto: Lars Pauli

Indehaver af Den Grå Kok Vinkælderen i Hadsund Butikscenter, Joan Tøttrup Gram, åbnede også igen for servering af fadøl mv., efter at have været lukket siden 16. december. Både ude foran vinkælderen og i lokaler indenfor.

Hun fortæller, at det gik godt, og at der kom lidt folk.

- Det skal nok lige gå op for folk, at vi har åbnet. Det bliver dejligt at få en hverdag igen, siger Joan Tøttrup Gram, som åbner klokken 10 - den sidste udskænkning sker klokken 22.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.