KV21 Mariagerfjord

Talte ex-borgmester for døve ører? Sådan gik det Venstre i Hobro

Jørgen Pontoppidan vakte opsigt, da han opfordrede til at stemme på Venstre-folk fra Hobro og ikke på borgmesteren fra Hadsund - sådan gik det

Venstremand Jørgen Pontoppidan (i midten) følger med en vis bekymring stemmeoptællingen på valgnatten. Venstre gik tilbage i Mariagerfjord Kommune. Pontoppidan havde opfordret til at stemme på en lokal Venstremand eller -kvinde - ikke på borgmester Mogens Jespersen fra Hadsund. Den udmelding skabte uro internt i partiet. Foto: Torben Hansen

Venstremand Jørgen Pontoppidan (i midten) følger med en vis bekymring stemmeoptællingen på valgnatten. Venstre gik tilbage i Mariagerfjord Kommune. Pontoppidan havde opfordret til at stemme på en lokal Venstremand eller -kvinde - ikke på borgmester Mogens Jespersen fra Hadsund. Den udmelding skabte uro internt i partiet. Foto: Torben Hansen

MARIAGERFJORD:Det vakte opsigt, da Venstremanden Jørgen Pontoppidan, Hobros tidligere borgmester, opfordrede til at stemme på en Venstrekandidat fra Hobro - i stedet for at sætte krydset ud for borgmester Mogens Jespersen, som bor i Hadsund.

Jørgen Pontoppidan peger på, at Hobros interesser i byrådet er underrepræsenteret. I det magtfulde økonomiudvalg er kun to ud af ni medlemmer fra gamle Hobro Kommune - fem er fra Hadsund. Udmeldingen om "at stemme Hobro" har skabt uro internt i Venstre i Mariagerfjord, erkender Pontoppidan.

- Jeg er overrasket over, hvordan mine gruppefæller, som ikke er fra Hobro, har reageret. De har været meget utilfredse. Men jeg slog jo på, at en stemme på en af os fra Venstre i Hobro også var en stemme på Mogens som borgmester.

- Hvis man bor i Veddum, er det naturligt, man stemmer på en fra Veddum. Men hvis man sætter ord på, at det samme gælder, når man bor i Hobro, er det ikke så politisk korrekt, undrer Jørgen Pontoppidan sig over.

Ikke nogen tsunami

Resultatet af kommunalvalget i Mariagerfjord 16. november i år kunne umiddelbart tyde på, at Jørgen Pontoppidan talte for døve ører.

- Jamen, det kan man godt sige. Nej, det har ikke været nogen tsunami, erkender Jørgen Pontoppidan.

Status quo

Facit efter valget er, at Hobro-Venstres indflydelse i byrådet er status quo. Man har ikke rokket sig ud af stedet.

I det nye byråd, som tager fat fra 1. januar 2022, har Venstre uændret tre med bopæl i gl. Hobro Kommune (Jørgen Pontoppidan og to nyvalgte medlemmer Lone Sondrup og Jesper Skov Mikkelsen).

I denne byrådsperiode har Hobro-Venstre Jørgen Pontoppidan og Søren Greve i byrådet - og indtil for nylig også Svend Madsen. Han brød med partiet i august i år lavede sin egen liste, Mariagerfjordlisten.

Jørgen Pontoppidan erkender, at hans udmelding om at stemme på en lokal kandidat fra Venstre har skabt intern uro i partiet. - Jeg er dog ikke blevet mere upopulær, end jeg altid har været, siger han og slår en stor latter op. Her ses han i højt humør på valgaftenen sammen med Bjarne Bjertelsen, formand for Hobro Venstres vælgerforening. Foto: Torben Hansen

Jørgen Pontoppidan erkender, at hans udmelding om at stemme på en lokal kandidat fra Venstre har skabt intern uro i partiet. - Jeg er dog ikke blevet mere upopulær, end jeg altid har været, siger han og slår en stor latter op. Her ses han i højt humør på valgaftenen sammen med Bjarne Bjertelsen, formand for Hobro Venstres vælgerforening. Foto: Torben Hansen

Større andel af stemmer fra Hobro

Dykker man lidt ned i tallene, viser det sig, at kandidaterne fra Hobro-Venstre udgør en større andel af alle de stemmer, som Venstre får i Mariagerfjord.

Ved valget i 2017 fik V-Hobrokandidaterne 17,8 procent af alle Venstrestemmer i Mariagerfjord (1487 stemmer), mens de i år opnåede 22,79 procent (1650 stemmer).

- Jeg synes jo, det er gået godt for Hobro-Venstre. Lone og Jesper har fået flotte personlige stemmetal, fremhæver Jørgen Pontoppidan.

492 stemte personligt på Lone Sondrup, 349 satte kryds ud for Jesper Skov Mikkelsen. 554 stemte personligt på Pontoppidan.

Venstre gik generelt tilbage ved valget i Mariagerfjord Kommune - partiet mistede 1105 stemmer. Og den relative fremgang for Hobro-kandidaterne kunne ikke veksles til flere mandater.

Borgmester Mogens Jespersen mistede vælgertække i Hobro. Hans personlige stemmetal er gået ned fra 657 stemmer i 2017 til 339 stemmer ved valget i år.

Hobro står stærkere

Ser man på det nye byråd lidt fra oven, vil Hobro stå stærkere. Hobro går frem fra de nuværende otte byrådsmedlemmer til ti. De ti er en broget rød-grøn-blå flok.

De kommer fra Venstre, DF, Konservative, Socialdemokratiet og Enhedslisten - og selv om de er mange, udgør de ikke et flertal i byrådet, som har 29 medlemmer.

10 byrådsmedlemmer fra Hobro

Jørgen Pontoppidan, Venstre

Lone Sondrup, Venstre

Jesper Skov Mikkelsen, Venstre

Malene Ingwersen, Enhedslisten

Christian Johnson, Det Konservative Folkeparti

Jørgen Hammer Sørensen, Dansk Folkeparti

Trine Blaabjerg Petersen, Socialdemokratiet

Niels Peter Christoffersen, Socialdemokratiet

Edin Hajder, Socialdemokratiet

Leif Skaarup, Socialdemokratiet

- Jeg tror godt, at vi vil kunne samarbejde på tværs af partier om løsninger for Hobro. Ligegyldigt om man er fra DF, Enhedslisten, Socialdemokratiet eller Konservative, kan man blive enig om at fastholde og udvikle nogle af de kulturinstitutioner, vi har i Hobro.

- Vi ved godt, hvem der tager ordet i byrådet, når der er en sag fra Mariager. Jeg siger ikke, det skal være sognerådspolitik, men der skal være nogen til at forsvare det, man har lokalt, fastslår Jørgen Pontoppidan.

Hvem der får pladserne i det nye økonomiudvalg, som trækker i arbejdstøjet 1. januar 2022, forhandles der fortsat om.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden