Martin Schmücker vandt VM i herre-fodboldgolf
Den 39-årige klejnsmed fra Vejgaard har hjemmebane i Nørhalne
NØRHALNE: Det var lidt af en tilfældighed, at 39-årige Martin Schmücker fra Vejgaard kom til at spille fodboldgolf for fem år siden. I tiden siden er der spillet mange timer med fodbolden på baner i ind- og udland. Det hele kulminerede, da han i tyske Inzell over tre dage vandt herrerækken ved VM 2014, der havde godt 200 deltagere.
- Jeg har spillet fodboldgolf i ca. fem år. Det begyndte, da jeg sammen med arbejdskolleger valgte at tilbringe en aften hos Nordjysk Fodboldgolf i Nørhalne. Det var sjovt og en god afløser for fodbolden, som jeg havde lagt på hylden, fortæller Martin Schmücker.
Han har siden haft hjemmebane hos Nordjysk Fodboldgolf i Nørhalne, hvor han træner mindst en dag om ugen.
- Banen i Nørhalne er set for mig den bedste bane i Nordjylland. Den er spændende og teknisk krævende, og så er den passet og plejet, forklarer Martin Schmücker.
Han vandt danmarksmesterskabet i 2012 og sparkede sig til sølv i 2013.
- I år vandt jeg først sølv ved EM, der blev afviklet i Tyskland, og nu senest guld ved VM.
Desuden er Martin tre år i træk kåret som europamester i double med forskellige makkere, og han har for tiden 6.-pladsen på verdensranglisten.
Martin arbejder som klejnsmed og må bruge sine ferier, når han stiller op til mesterskaber i ind- og udland. Lige nu overvejer han at stille op ved German Open, der afvikles om en måned.