Mattsson: Vi dominerede mod Vendsyssel
Vendsyssel indkasserede for mange chancer, indrømmer Erik Rasmussen
Opdateret 24. august 2017 kl. 06:19
FODBOLD: En af tidernes største fodboldklichéer viste onsdag aften, hvorfor den tilsyneladende er eviggyldig; man skal score på sine chancer. Og det gjorde Thisted FC ikke just, da de onsdag aften tabte 2-1 i NordicBet Ligaens første nordjyske opgør i denne sæson mod Vendsyssel FF.
- Vi kom til rigtig mange chancer. Vi var det klart bedste hold med bolden. I facetter af spillet dominerede vi et godt hold som Vendsyssel. Vi ved godt, vi ikke vinder alle kampe, men fremadrettet skal vi vinde nogle kampe af den her slags, siger Thisted FC’s cheftræner, Joakim Mattsson.
Både han og thyboernes anfører, Allan Høvenhoff, roser thyboerne for at skabe et utal af chancer onsdag aften, men anføreren var ikke sen til at gribe i egen barm, når emnet blev de blå-hvides evne - eller mangel på samme - til at omsætte chancerne til mål.
- Jeg skulle selv have scoret to, og det er virkelig frustrerende for os, siger Allan Høvenhoff.
Foruden anførerens to direktører talte TFC’s chancer i det nordjyske opgør blandt andet to stolpeskud ved 0-0 i første halvleg, et frit skud fra kanten af det lille felt til Asger Bust, to åbne målchancer tæt under mål til wingback Glenn Rask, et frit skud i feltet til angriber Sonny Jakobsen og flere målchancer.
Vendelboernes cheftræner, Erik Rasmussen, som i vinter fyrede Joakim Mattsson i Vendsyssel FF, medgiver da også, hjemmeholdet fra Thy skabte chancer til mange mål.
- Offensivt var jeg meget tilfreds. Men vi må ikke give 10, 12, 15 chancer væk, som vi gjorde, siger Erik Rasmussen.