Disse Fakta-butikker lukker i Nordjylland

Coop har besluttet at lukke 47 Fakta-butikker, som alle har underskud

Jørn Larsen, Peter Witten og Ritzau
47 Fakta-butikker lukkes inden udgangen af maj. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Detailbranchen 19. april 2018 15:06 - Opdateret 20. april 2018 13:12

DANMARK: Coop lukker 47 Fakta-butikker i Danmark, også nogle i Nordjylland.

Det skyldes, at de 47 Fakta-butikker giver underskud, og der ikke er udsigt til, at det ændrer sig.

I Aalborg lukkes Fakta-butikkerne på Vesterbro og i Sjællandsgade, og desuden lukkes Fakta-butikkerne i Skagen og Sindal.

Det oplyser Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen torsdag til Nordjyske Medier.

Coop offentliggør dog først fredag en komplet liste over de 47 Fakta-butikker, som lukker, da alle medarbejdere skal informeres først.

Lukkes inden juni

Lukningen af de 47 butikker vil ske inden udgangen af maj, og Fakta-kæden vil derefter have 359 butikker.

Fakta-kæden kom ud af 2017 med et minus på 18 millioner kr. En klar forbedring i forhold til 2016, som endte med et minus på 124 mio. kr.

Men trods forbedringen kommer der altså butikslukninger nu.

- Det er desværre nødvendigt for at hele kæden kan komme til at være en god forretning, og vi har mulighed for at gennemføre de nødvendige investeringer, siger Fakta-direktør Stina Glavind i en pressemeddelelse.

900 ansatte berøres

Omkring 900 medarbejdere - herunder 400 under 18 år - berøres af butikslukningerne. De blev orienteret torsdag.

I det omfang det er muligt, vil Fakta og Coop tilbyde dem job i andre butikker.

Fakta har tidligere lukket butikker i 2016 på grund af underskud. Dengang blev omkring 27 butikker lukket.

I januar i år varslede Coop, at der var planer om at lukke en række butikker som følge af en ny treårsstrategi.

Bestyrelsesformand i Coop, Lasse Bolander, der blev genvalgt som formand for nyligt, oplyste dengang, at han stod over for at skulle finde trecifrede millionbesparelser.

Besparelserne skulle blandt andet ske ved at lukke butikker, fortalte han.

- Vi skal hele tiden sørge for at have et butiksnet, hvor det, vi kalder den røde hale - nemlig butikker med kroniske underskud - skal være så kort som muligt, sagde Bolander til Børsen.

Samtidig udtalte han, at ingen butikker var fredet i forhold til lukning.

Coop-overskud næsten fordoblet.

Coops overskud endte i 2017 på 624 millioner kroner. Det er tæt på en fordobling fra året før, hvor resultatet var 349 millioner kroner.

Coop omsatte i 2017 for 44,8 milliarder kroner, hvilket stort set er på linje med året før.

Foruden Fakta har Coop kæder som Kvickly og SuperBrugsen.

Coop er Danmarks største dagligvarevirksomhed.

Koncernen havde i 2016 1174 butikker og 40.290 medarbejdere.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...