Medrivende remis afsluttede efteråret
Thomas Enevoldsen scorede for AaB, der fik 1-1 med fra Odense
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:42
ODENSE: AaB fik et enkelt point i årets sidste superligakamp på udebane mod OB, der blev spillet sent lørdag eftermiddag.
Kampen sluttede 1-1 efter scoringer af Thomas Enevoldsen og Rasmus Falk.
Det ene point betyder, at AaB i skrivende stund slutter efteråret på en sjetteplads, hvilket dog kan ændre sig, da 17. runde endnu ikke er færdigspillet.
Keeper på plads
Første halvleg blev en chancerig affære med hjemmeholdet i teten, og allerede efter fem minutter måtte Nicolai Larsen redde AaB for første gang. OB satte hurtigt i en omstilling efter et hjørnespark, hvor Rasmus Falk headede bolden på tværs til en helt fri Emil Larsen, men Nicolai Larsen var hurtigt ude og kastede sig ned over bolden.
Fire minutter senere kom AaB frem til den første afslutning, da Henrik Dalsgaard fandt Thomas Enevoldsen, som forsøgte sig fra distancen. Han afsluttede dog lige på Mads Toppel i OB-målet.
I det 11. minut måtte Nicolai Larsen igen i aktion. Først parrerede målmanden et hårdt skud fra Rasmus Falk, der efterfølgende forsøgte sig med et godt indlæg, men AaB-keeperen var igen på plads.
Flere store chancer
AaB kom dog godt igen midtvejs i første halvleg, hvor Donny Gorter forsøgte sig direkte på et frispark, der dog gik snært forbi hjemmeholdets mål. Umiddelbart efter fik Thomas Enevoldsen nordjydernes hidtil største chance. Andreas Bruhn satte gang i en kontra, hvor han fandt Anders K. Jacobsen. Angriberen sendte en præcis aflevering i fødderne af Thomas Enevoldsen, der havde frit løb mod mål. Hårdt presset forsøgte han at afslutte i det lange hjørne, men Mads Toppel diskede op med en fornem redning.
Derefter generobrede OB initiativet, og i det 34. minut var Azer Busuladzic tæt på at overliste Nicolai Larsen med et godt spark, men bolden gik lige forbi mål. Få minutter senere sendte Espen Ruud et farligt, fladt indlæg på tværs af AaB-feltet, hvor den ugeneret fik lov til at passere til et målspark.
AaB fik endnu en stor mulighed to minutter før pausefløjtet, hvor Nicolaj Thomsen sendte Henrik Dalsgaard på en tur langs højrekanten. Den offensive back fandt selvsamme Thomsen i OB-feltet, hvor midtbanespilleren tog et smart træk ind i det lille felt, men hjemmeholdet nåede i sidste øjeblik at forhindre en afslutning fra kort afstand.
Hul på bylden
Fra anden halvlegs start blev Thomas Augustinussen sendt på banen, hvor han afløste Frederik Børsting. Det betød, at Nicolaj Thomsen blev rykket ud på venstrekanten, mens Augustinussen gled ind på den centrale midtbane. Fem minutter senere blev AaB igen tvunget til at skifte ud på midtbanen, hvor Mathias Wichmann erstattede Andreas Bruhn. Sidstnævnte måtte humpende forlade banen efter at være blevet stemplet på knæet af Azer Busuladzic, som ganske uforståeligt slap ustraffet.
Indskiftningen af Mathias Wichmann skulle dog få stor betydning for AaB. Efter tyve minutters spil af anden halvleg sendte han en præcis dybdebold til fremadstormende Henrik Dalsgaard. Hurtigløberen sendte bolden på tværs til Thomas Enevoldsen, som let kunne prikke AaB i front.
Føringen blev dog neutraliseret ti minutter senere, hvor OB fik udlignet til 1-1. Nicolai Larsen fik pareret en afslutning fra Lasse Kryger, men Rasmus Falk var hurtigt over returbolden, som sikkert blev sparket i kassen. I det 83. minut troede indskiftede Nicklas Helenius, at han havde bragt AaB foran efter flot forarbejde fra Mathias Wichmann og Henrik Dalsgaard, men sidstnævnte var offside, da han lagde op til målet, og derfor endte kampen 1-1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.