Messecenter får nyt navn - endnu engang
Borgmester afslører det nye navn i forbindelse med forårsmesse
AARS: Kultur- og Messecenter Aars skifter for tredje gang navn. Det sker i forbindelse med messecentrets 25-års jubilæum, som markeres i weekenden 31. marts/1. april. Messecentret har lige fra starten lagt hus til en række større og mindre arrangementer og kan uden overdrivelse betegnes som Vesthimmerlands største samlingssted. Fra starten bar messecentret navnet "Nordjysk Messecenter". - Navnet var en logisk følge af, at messecentret som det nordligste af sin art i Danmark skulle signalere, at virksomhedens omdrejningspunkt var det nordjyske erhvervsliv, fortæller direktør Thomas Hermann, Kultur- og Messecenter Aars. - Senere flyttede fokus sig, og centret kom i 1996 til at hedde Messecenter Aars. Ni år efter - nemlig i 2005 - ønskede vi at satse mere på kulturelle arrangementer, og navnet blev ændret til "Kultur- og Messecenter Aars. Nyt navn og nyt logo Efter kommunesammenlægningen fra januar 2007 har tingene endnu engang flyttet sig. - Det betyder, at messecentret endnu engang skifter navn og logo, oplyser Thomas Hermann. Det nye navn og logo afsløres af borgmester Knud Kristensen lørdag 31. marts i forbindelse med den store forårsmesse "Forår i Himmerland", som messecentret har lagt hus til hvert andet år siden starten. Messecentrets hal 1 blev opført i 1986-87. Hal 2 skød op 1989-90 og hal 3 blev opført af Nordjysk Agro Center i 1990. Senere kom TV2-bygningen, foyeren/Blå Stue, velfærdsbygningen og sidst - i 2008 -auditoriet med otte randkontorer til . Bygningerne udgør tilsammen cirka 9000 kvadratmeter. I god udvikling Formanden for bestyrelsen i Kultur- og Messecenter Aars, advokat Carsten Kjeldsen, Aars, er godt tilfreds med centrets udvikling. - Kultur- og messecentret lever i bedste velgående og udfylder rollen som trækplaster for hele egnen. Messecentret er med til at sætte Aars og Vesthimmerland på Danmarkskortet. Foruden at gøre egnen kendt og markedsføre den over for resten af landet har vi en soleklar interesse i at servicere områdets borgere og erhvervsvirksomheder, fastslår formand Carsten Kjeldsen. I forbindelse med "Forår i Himmerland" har messecentret en stand i foyeren, hvor interesserede kan få oplysning om det center, som nu i 25 år har været en vigtig faktor i bestræbelserne på at slå på tromme for by og egn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.