Aalborg Håndbold

Mestrene fik tæv i premieren

Aalborg Håndbold blev sat til vægs af Bjerringbro-Silkeborg

Arkivfoto: Bente Poder
Arkivfoto: Bente Poder Bente Poder

Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:54

HÅNDBOLD: De forsvarende mestre fra Aalborg Håndbold fik lørdag en dårlig start på sæsonen i 888 Ligaen, da sæsonpremieren på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg (BSV) blev tabt med 36-28.

Aalborg Håndbold fik en forfærdelig sæsonstart, da det i tirsdags blev til et nederlag på hele 17-27 til Skjern Håndbold i Super Cuppen, og lørdag var der heller ikke udsigt til opmuntring fra kampens start.

Aalborgenserne brændte lystigt på Bjerringbro-Silkeborg-målmand Sebastian Frandsen, og da midtjydernes Sebastian Skube var tæt på ustyrlig i den modsatte ende, satte hjemmeholdet sig tungt på opgøret fra start.

Aalborg Håndbold kom hurtigt bagud med 3-0, og så var fundamentet til en frustrerende første halvleg lagt.

Angrebsmæssigt begik gæsterne for mange fejl, og de blev effektivt straffet af et anderledes skarpt Bjerringbro-Silkeborg-mandskab, der kunne gå til pause foran 17-12.

Aalborg Håndbold fik et spinkelt håb om et comeback fra anden halvlegs start, hvor BSV-føringen blev reduceret til 17-14, men den dør fik hjemmeholdet hurtigt smækket i. Midtjyderne scorede kampens følgende fire mål, og det tvang Aalborg-træner Aron Kristjansson til at tage en time-out nede med 14-21 efter fem minutter af anden halvleg.

Flere fine scoringer fra nyerhvervelsen Andreas Holst sørgede for at reducere hjemmeholdets føring med et par mål, men reel spænding om udfaldet kom der aldrig.

I stedet udbyggede Bjerringbro-Silkeborg atter føringen, og til sidst blev det til en ny ydmygelse af de mere og mere modløse Aalborg-spillere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden