Snedsted

Midtthy og Nors delte i gyser

Det kunne have endt i både øst og vest, da begge mandskaber havde chancen for at lukke kampen

Der blev givet og taget, da Nors og Midtthy søndag eftermiddag tørnede sammen i jyllandsserien. Her er det Midtthys Alex Hedegaard, der prøver at stoppe Nors’ Nikolaj Svoldgaard. Foto: Peter Mørk
Der blev givet og taget, da Nors og Midtthy søndag eftermiddag tørnede sammen i jyllandsserien. Her er det Midtthys Alex Hedegaard, der prøver at stoppe Nors’ Nikolaj Svoldgaard. Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

SNEDSTED: Neglerødderne var søndag eftermiddag helt slidt ned i Snedsted Hallen efter 60 minutters intens håndbold, da Midtthy var værter for årets første lokalbrag i jyllandsserien mod Nors.

- Vi håbede på at kunne presse dem hårdt og komme godt fra start, men sådan blev det slet ikke, kunne Midtthy-træner Claus Klint konstatere, da Nors hurtigt kom foran 10-4.

Dette kom også bag på gæsterne, der havde nedjusteret forventningerne, efter et skadeshelvede havde ramponeret holdet forud for lokalopgøret.

- Forsvaret var helt nyt, og mange af vores spillere skulle stå på en helt uvant position, men alligevel startede vi rigtig godt ud og fik et forspring, siger Nors-træner Kristian Jensen.

Midtthy fik gang i målscoringen og fra pausestillingen 13-14 bølgede kampen frem og tilbage helt indtil de afgørende minutter.

Dramatisk afslutning

Midtthy formåede at komme foran, da der manglede et minut af kampen og havde dermed en stor mulighed for de to point. Men da Nors så udlignede og fremtvang et boldtab af Midtthy, som gæsterne scorede på, var det Nors, der stod med de største chancer for at få sejren. Det hele sluttede med en angrebskombination, hvor Kristian Klint med en skudfinte fandt Thomas Yde, der med få sekunder tilbage af kampen scorede til slutresultatet 31-31, og det var begge hold fint tilfredse med.

- Det var bestemt en godkendt indsats og dejligt at komme på pointtavlen fra starten af sæsonen, siger Midtthy-træner Claus Klint.

- Som kampen skred frem kunne vi godt have taget sejren, men i morgen vil jeg nok være ganske godt tilfreds med at have fået et point med det hold, vi tog afsted med, siger Nors-træneren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden