Mikkels svære kamp

Det fortæller Mikkel Krogh Bistrup, der blev ramt af kræft.

- Jeg dyrkede rigtigt meget fitness, så det kunne jo hænge sammen med det. Smerterne blev værre, og der begyndte at vokse en stor bule ud, lige under knæet. Så kom vi til vagtlægen, der ikke mente, det var skinnebensbetændelse, så vi skulle gå til egen læge igen næste dag.

Egen læge henviste så til røntgen, og det resulterede i en henvisning til MR-scanning i Aalborg, da de fra Hjørring mente der var noget, dog ikke noget af betydning, men det skulle undersøges.

- Vi blev derefter ringet op fra lægen i Aalborg en aften, og de fortalte de ville sende scanningsresultatet til Aarhus Universitetshospital, da de havde større kompetence til at vurdere billederne. I samme uge blev vi ringet op fra Aarhus Universitetshospital, at vi skulle komme dagen efter.

- Vi kom efterfølgende til en samtale på Aarhus Universitetshospital, hvor lægen fortalte, at de troede der var noget ondartet, og ville have en biopsi.

- Der var mange følelser i gang. Jeg var forvirret, ked af det og jeg var også på en måde vred. Jeg kunne slet ikke tænke klart. Der var en ting der stod meget magtpålæggende og det var at komme hjem og nå i skole og få det fortalt derhenne.

- Jeg havde et stort behov for at få fortalt hvad det var, da de havde fulgt mig tæt gennem forløbet.

- Vi - min mor og jeg - var der præcis, et kvarter før de alle fik fri. Den dag står helt klart og tydeligt for mig. En af mine venner begyndte at græde hvilket også fik mig til at græde. Ellers blev der helt stille i klassen. De skulle have tid til at forstå hvad det var jeg fejlede og havde fortalt.

- Det skulle så blive min sidste skoledag i ca. 10 måneder.

- Det blev kun til et par besøg på skolen derefter. Til gengæld fik jeg besøg af mine lærere, Jette og Jens fra Toftegårdsskolen. De besøgte mig flere gange både hjemme og i Aarhus på universitetshospitalet. - Også mine klassekammerater besøgte mig hjemme en gang imellem. Det betød rigtigt meget for mig, at de var deltagende og nærværende, så det ikke kun var mig, min mor og far der var i hjemmet.

- Vi var kommet til Aarhus igen og jeg fik taget en biopsi under narkose.

- Kirurgen Bjarne kom ind på stuen, og fortalte at det var hvad han frygtede - nemlig kræft.

- Efter lidt tid samme dag fik vi besked på at komme igen dagen efter til en PET-scanning.

- Vi - mine forældre og jeg - kørte hjem til Hvilshøj og tog til Aarhus igen den næste dag til PET-scanning.

- Vi skulle vente 10 dage på svar.

- Det var 10 dage i meget stærke smerter og jeg begyndte at kaste op hele tiden og havde det rigtigt dårligt. I løbet af de 10 dage var jeg indlagt i både Aalborg og i Aarhus.

- Under indlæggelsen i Aarhus fik vi svaret på scanningen. Der var ingen spredning, så det var positivt.

- Samtidig fik vi en plan for kemobehandling fremadrettet og operationsdato for at fjerne den del af knoglen i venstre ben der var knoglekræft i.

Så startede den første række af kemobehandlinger.

- Jeg havde det rigtigt dårligt. Jeg kastede op konstant og kunne intet spise. Jeg tabte mig hurtigt 17 kilo, og da jeg ikke vejede meget inden kemobehandlingen, blev jeg selvfølgelig meget tynd og mit hår var begyndt at falde af.

- Jeg kunne ikke lide den måde jeg så ud på - uden hår - og det fik mig til at føle mig mere syg.

- I forhold til min vægt og min konstante kvalme, blev jeg nødt til at få indopereret en sonde for at få noget næring. Den hjalp mig bare ikke. Jeg kastede fortsat op.

- 9. juni 2015 måtte jeg så have lagt et meter langt kateder ind i årene for at få ernæring den vej.

- Så kunne jeg endelig begynde at tage på i vægt igen.

- Jeg fyldte 16 år under min indlæggelse og fejrede min fødselsdag der.

- Min mor var indlagt sammen med mig under hele forløbet, og nogle gange var vi dernede i seks uger af gangen.

Mikkels mor, Heidi, fortæller at de havde en oplevelse af kun at være på hospitalets unge stue i ca. otte måneder.

Heidi fortæller:

- Jeg oplevede det, som om vi stod på perronen, og bare så togene kørte, mens alle andre kom med.

- I september 2016 skulle jeg opereres igen, fortæller Mikkel. Det kræftramte stykke i min knogle i venstre ben skulle opereres væk. Operationen forløb planmæssigt. Derefter fulgte 3 ugers indlæggelse med genoptræning. Da fik jeg uventet besøg af mine tre bedste venner Kristoffer Holm, Rene Hammer og Kasper Pedersen.

- Det betød meget for mig den dag.

- Min kirurg Michael kom så senere på stuen, og fortalte, at de havde fået det hele med ud.

- Ikke alle kræftcellerne var dog døde af kemobehandlingen, så der kom vi heller ikke hjem.

- Vi skulle direkte over på kræftafdelingen igen.

Nu var det så igen kemobehandling igennem ca. 10 uger med nye opkastninger og nye frustrationer. Det blev så slemt, at jeg ikke ønskede at være med mere, men så fandt de en løsning med noget kvalmestillende medicinsk cannabis.

- Den medicinske cannabis bevirkede, at jeg igen fik mod på det.

- Jeg kunne efter et par dage begynde at spise igen og så fik jeg lov at stoppe med min ernæring gennem den pickline der var lagt i mine årer.

Både Mikkel og Mikkels forældre er fortalere for medicinsk cannabis i behandlingsøjemed.

- Det gav mig plads i hovedet til at lave sjov med sygeplejerskerne og til at kunne se en film og få et lysere syn på tilværelsen igen.

-Jeg kunne også igen nyde at være sammen med mine venner og familie og deltage i arrangementer igen. Jeg fik også lyst til at spille spil på play station og andre spillekonsoller.

- 15. januar 2016, bliver jeg hentet ved Aarhus Universitetshospital i en Alfa Romeo, for da var min behandling slut.

- Det var mine bedsteforældre, der arrangerede dette for min skyld, da de ved det er en af mine yndlingsbiler, og deres naboer har sådan en fætter.

Skolen og fremtiden

- Jeg startede forholdsvis hurtigt i skolen, og der var snak om at begynde i min praktikplads igen.

- Jeg så atter lyst på fremtiden.

- Jeg kom til kontrol 7. marts, og alt så ud som det skulle. Så alt var godt.

- Kort tid efter, fik jeg atter ondt, så 8. april kom jeg i ultralydsscanning. Da sagde lægen, at der var noget der ikke skulle være der. Med din historie er jeg bekymret.

- Vi gik straks op til kirurgen, som kiggede på benet og straks sagde "det skal vi have en biopsi af".

- Så sagde jeg" det kan jeg ikke, for jeg skal på lejrskole i næste uge". Jeg frygtede jo det værste og ønskede at få den lille stund med sammen med min klasse i København, så Heidi tog på familiebesøg i København, for at være i nærheden af Mikkel, hvis noget skulle ske.

- Efter lejrskolen om fredagen, tog vi direkte til Aarhus Universitetshospital, hvor der blev taget ny biopsi. Det var også denne gang i fuld narkose. Da jeg vågnede, flirtede jeg lidt med sygeplejerskerne.

- Da jeg kom helt til mig selv, kom Michael ind og kunne fortælle at det var det samme kræft igen.

- Jeg blev sur og rasende og råbte af kirurgen Michael, der havde fortalt at benet skulle amputeres over knæet. Der faldt min verden fuldstændig sammen.

- Michael gik og gav mig tid til at falde til ro igen. Jeg var bare ked af det. Han kom tilbage efter ca. 10 minutter.

- Han sagde at der ikke var nogen udvej. Blev det ikke fjernet ville der komme et åbent sår. Så fik vi en snak om hvilke muligheder der var i proteser og hvad der kunne gøres fremadrettet.

- Jeg skulle vente en uge på operation, da jeg og min familie skulle have tid til at sunde os.

- Det var en meget lang tur hjem til Hvilshøj for min mor og jeg.

- Min far fik først beskeden da vi kom hjem, da det var for svært at fortælle over en telefon.

- Da vi kom hjem fredag aften havde vi det selvfølgelig rigtigt dårligt.

-Jeg sundede mig weekenden over, og søndag aften bad jeg Heidi om at ringe til Michael og sige, at jeg ville opereres hurtigst muligt.

- Mandag morgen blev vi ringet op af Michael der spurgte, om vi kunne komme i dag, for så kunne jeg blive opereret næste dags morgen. Det gjorde vi.

Heidi fortæller at Mikkel tog det forbavsende flot.

- En sygeplejerske sagde til Mikkel "husk nu at sige farvel til dit ben" men det syntes jeg var lidt fjollet.

- Benet blev amputeret. Jeg tog i skole efter 10 dages indlæggelse, til stor overraskelse for lærerne på skolen.

- Det var med fantomsmerter og kløe, men jeg ville i skole.

- På det tidspunkt havde jeg kørestol og krykker, som jeg ikke brugte meget.

- Nu blev der så en ventetid før jeg kunne prøve en benprotese. Jeg har fået en Ferrari model. Jeg går stadig til genoptræning med min nye protese.

- Jeg kom med til sidste skoledag som var rigtig sjov.

- Jeg skulle atter til kontrol. Det var 2. juli 2016. Der viste scanningen at der var noget i min lunge. Det var en knude på 5 cm. I højre lunge. Jeg fik straks fjernet knuden og rask væv omkring knuden. Derefter fulgte atter kemobehandling. Denne gang seks behandlinger. Jeg satte en betingelse. Jeg ville kun have kemobehandling, hvis der blev startet op på medicinsk cannabis igen.

- Det har betydet at jeg kunne passe min skole og have det nogenlunde godt. Der var kun behov for tre fraværsdage i forbindelse med hver kemobehandling.

- Nu er jeg i gang med en normal hverdag igen.

Drømme og ønsker

- Jeg vil gerne kunne tage min uddannelse som købmand.

Jeg er i praktik i Spar i Øster Brønderslev hvilket jeg er glad for.

- Jeg regner med at kunne tage på Handelsskole næste år og finde en læreplads.

Støtte fra familie og venner har betydet meget.

- Min mor har været indlagt sammen med mig under hele forløbet. Det har været af afgørende betydning for mig at hun har været der hele tiden, og min far har taget sig af alt derhjemme også min lille hund Morgan.

Heidi fortæller, at for at kunne komme igennem et sådan barsk forløb, har personalet på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital været enestående hjælpsomme og støttende. Så det sender vi lige en tak til dem for.

Uden opbakning fra vores familie havde det også været meget vanskeligt at stå igennem forløbet. Der har vært mange nedture og frustrationer undervejs, hvilket vi ville have haft svært ved at klare uden familien hjælp og støtte.

I forbindelse med dette kræftforløb, fortæller Heidi, at der har været udvist stor forståelse og velvillighed til at give orlov i det omfang der har været behov for det.

Kommunen har fra dag et, bevilliget dækning af tabt arbejdsfortjeneste og ekstra udgifter i forbindelse med sygdommen uden krav om udfyldelse af en masse formularer og andet. Det har man nemlig heller ikke overskud til i sådan en situation.

- Hele vejen har vi mødt venlighed og forståelse så det har fungeret rigtigt fint med et kompetent sundhedspersonale også. Det gør det hele nemmere for en lille familie som befinder sig i en meget svær situation.

- Under dette forløb er der faktisk en sjov historie. Mine lærere ville besøge mig i Aarhus, og på en eller anden måde, fik de bevæget sig ind på byggepladsen hvor man er i gang med Aarhus letbane, og der kørte de så et stykke inden de kunne komme ud igen. Det har sikkert vagt opsigt i Aarhus at letbanen var blevet åbnet for biltrafik.

I august 2016, deltog Mikkel, og hele familien med flere i Stafet For Livet Hjørring. Mikkel klarede to omgange på krykker og et ukendt antal omgange i kørestol.

- Vi var 55 deltagere på Team Mikkel Little Big Fighters, og vi fik samlet ca. 58.000 kr. sammen til kræftens bekæmpelse.

- I år deltager vi alle på Team Mikkel Little Big Fighters igen - i Brønderslev 17. og 18. juni.

Stafet For Livet Brønderslev er allerede skudt godt i gang, og der er allerede tilmeldt otte hold. Team Mikkel Little Big Fighters, stiller selvfølgelig op, og Mikkel regner med at gå mange omgange på sin nye protese. Mikkels morfar og farfar der også har været og er ramt af kræft stiller op som fightere til Stafet For Livet Brønderslev.

Mikkel håber, at rigtig mange fra Brønderslev Kommune vil støtte op om arrangementet, da det er vigtigt for personer med kræft og for deres pårørende.