Millioner til turisme i Nordjylland
Nordjysk satsning øger budget fra 15 til 50 mio. kroner.

Per Dam, direktør i Fårup Sommerland. Foto Claus Søndberg Claus Søndberg
NORDJYLLAND:Den nordjyske indsats for at lokke turister til landsdelen er for nærig og usammenhængende. Desuden halter Nordjylland bagefter resten af landet og får ikke bid af kagen, når turismen i disse år vokser. De forhold skal der ændres på, og det sker med en ambitiøs satsning på øget markedsføring.
Over de kommende tre år skal budgettet til sælge landsdelen uden for regionsgrænsen tredobles. Og pengene skal bruges i en samlet, koordineret indsats.
- Det er et kvantespring for nordjysk turisme. Vi har hidtil været delt op i alt for mange fraktioner. Det her er et forsøg på at gå i takt og bruge ressourcerne bedst muligt på at fremme turisme i Nordjylland, siger Mogens Christen Gade (V), borgmester i Jammerbugt og formand for Business Region North Denmark, BRN.
Organisationen tæller de 11 nordjyske kommuner og regionen, og her har bestyrelsen nikket ja til det nye initiativ. Med penge fra BRN og det regionale Vækstforum øges de offentlige bidrag til turistmarkedsføring fra 9 til godt 20 mio. kr. frem mod 2021. Men det private erhvervsliv skal øge deres bidrag fra 6 til 30 mio. kr.
Målet er at løfte turismeomsætningen med 1,7 milliarder kroner og skabe arbejdspladser svarende til 3000 årsværk.
Bag initiativet står direktørerne for landsdelens fire største attraktioner, Aalborg Zoo, Fårup Sommerland, Nordsøen Oceanarium og Skallerup Seaside Resort.
- Vi har så meget at byde på, men vi er nok også den region, hvor man har været dårligst til at stå sammen om at markedsføre os, siger Per Dam, direktør i Fårup Sommerland.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.