mindeord
‡Henrik Selch, formand for Løgstør IF, skriver på foreningens vegne følgende mindeord over æresmedlem i Løgstør IF, Jens Baltsen, Blindebomsvej 5, Løgstør, er død, 88 år . Jens fik et godt og et langt liv, hvor fodbold og Løgstør IF har haft stor plads i hans hjerte og fyldt meget i hans tilværelse. Som spiller, træner, dommer og leder har Jens' kærlighed til legen med "den oppustede griseblære" betydet mange timers investering på og udenfor kridtstregerne. Jens' passion for fodbolden og fællesskabet i vores klub med de stolte traditioner, har gennem tiden affødt dyb respekt hos alle i og omkring klubben, ikke mindst i de år hvor Jens også fungerede som formand for Løgstør IF. Jens Baltsen brændte for fodbolden og var så heldig at have et civilt job, der også harmonerede med skulle "til bold". Hverken kunderne hos Carlsberg-depotet eller Jens' familie har lidt afsavn på grund af den tid, der gik i klubbens regi. Alle omkring Jens oplevede altid en ener, et omdrejningspunkt i ordets bedste forstand. Jens var en mand i centrum, hvor end han befandt sig; en mand der gennem sit virke i og udenfor Løgstør IF, tilførte omgivelserne masser af livsglæde og gå på mod. Vi er mange Løgstørdrenge, der med glæde og smil på læben stadig mindes Jens' høje røst lyde ud over det gamle stadionanlæg på Limfjordsvej, når vi med ham som træner skulle til kamp. Så krøb vi 12 mand sammen i Baltsens Opel Rekord Stationcar og kørte til Hadsund, Thisted, Aalborg eller Hobro og altid med en kasse af den bedste sodavand. Jens' børn var også med i bilen, og de blev jo i en tidlig alder også smittet af fodboldfeber og klubånd, hvilket har fået dem til at føre de stolte traditioner indenfor også dommergerningen videre i fornem stil. Det er således en af de helt store LIF'ere, vi må tage afsked med i morgen i Løgstør Kirke kl. 13. Men som familien skriver i dødsannoncen "Tilbage står de bedste minder". Må jeg kondolere familien med tabet og give udtryk for klubbens dybeste medfølelse. Må jeg også på klubbens vegne sige tak for den betænksomhed, Jens har vist klubben med ønsket om et beløb til klubbens ungdomsafdeling i stedet for en blomsterhilsen. Æret være Jens Baltsens minde. Henrik Selch, formand
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.