Minkavlere tjener en mio. ekstra
Nordjyske minkavlere betaler 1,2 milliarder kr. i skat
BRØNDERSLEV: Minkavlerne i Nordjylland er dygtige. Både til at avle mink med flotte skind, men også til at tjene penge. Det betyder dog ikke, at minkavlerne lever i sus og dus. Faktisk har de et mindre privatforbrug. De er godt klar over, at det hurtigt kan vende. De investerer også en del.
På årsmødet for minkavlere oplyste driftsøkonomikonsulent Jørgen Cæsar Jensen fra LandboNord, at årets resultat er steget fra 1,7 mio. kr. i 2011 til 2,7 mio. kr. i 2012. Altså en stigning på én mio. kr.
En gennemsnitsfarm er på ca. 1900 tæver, og der er i Nordjylland ca. 400 minkfarme.
Skindprisen er steget fra 408 kr. til 506 kr. fra 2011 til 2012.
En minkavler betaler i gennemsnit 733.000 kr. i skat I 2012 mod 382.000 kr. i 2011. De nordjyske minkavlere betaler 1,2 milliarder kroner i skat.
Der spares også pænt op, nemlig 400.000 kr. til pensionen. Trods de øgede indtægter, har minkavlerne et faldende privatforbrug - fra 364.000 kr. i 2011 til 343.000 kr. i 2012.
Omkostningerne er steget 17 procent. Det er typisk lønninger. Mens familierne i dårlige år selv passer farmene, er der nu råd til afløsning - blandt andet i ferier.
Jørgen Cæsar Jensen advarede mod de stigende omkostninger. Han påpegede, at minkavlerne skal være klar til at reducere omkostningerne, hvis priserne på skind igen falder.
Mens omkostningerne i 2006 var 180 kr. pr. skind, er de i dag 300 kr.
En gennemsnits-minkavler har investeret 877.000 kr. og der er afdraget 400.000 kr. på gælden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.