Mit livs dårligste cheeseburger

Nordjyske Mediers sportsredaktør Claus Jensen fortæller i sin klumme om mødet med den polske madkultur under EM-slutrunden i fodbold

Cheeseburger på polsk. Ikke et EM værdigt!

Cheeseburger på polsk. Ikke et EM værdigt!

KOLOBRZEG:Nu har jeg efterhånden været i Polen i tre døgn som udsendt EM-reporter for NORDJYSKE, og jeg begynder efterhånden at forstå, hvorfor landsholdet har taget deres egen kok med til slutrunden. Der er altså bare utroligt langt mellem de positive kulinariske oplevelser hernede. Jeg har eksempelvis smagt den suverænt dårligste cheeseburger i mit liv. Og selv om det bestemt ikke er noget at prale af, så kan jeg godt bryste mig af at have smagt en del forskellige af den slags igennem mit liv. Jeg skulle lige have noget hurtigt at spise inden eftermiddagens træning med presselandsholdet i fodbold, og derfor faldt jeg for fristelsen til at stikke hovedet ind i den første og bedste polske grillbar. Det var ikke meget, jeg kunne forstå af menukortet, og damen bag disken rystede bare på hovedet, da jeg først forsøgte mig med ”do you speak engelish” og siden ”sprechen sie deutch”. Heldigvis kunne jeg genkende to ting på menukortet. Hamburger og cheeseburger. Så jeg bestilte sidstnævnte og pommes frites, selv om de friturestegte kartofler ikke lige umiddelbart stod på menukortet. Og jeg nikkede ufortrødent ja, da damen sagde noget, der lød som mayonnaise. Men jeg blev hurtigt bekymret. Hun tog nemlig en kold burgerbolle og en kold færdigstegt burgerbøf og forenede de to i en klapsammen, hvorefter hele skidtet røg ind i noget, der lignede en mikroovn. Og da jeg efterfølgende så, hvad hun puttede i af grønsager, så fortrød jeg min ordre. Burgeren blev fyldt godt op med sauerkraut og pickles, og så i øvrigt ikke skyggen af ost, som man ellers skulle mene hørte hjemme i en cheeseburger. Og smagen? Den var blød, svampet og forfærdelig, og fritterne så jeg aldrig noget til. Men sulten tog overhånd, så jeg lukkede øjnene og fik spist det meste. Og det positive er, at jeg ikke fik ondt i maven efterfølgende. Tværtimod fik jeg gennemført fodboldtræningen på et tilfredsstillende niveau, så jeg kom gennem nåleøjnet til den 19 mand store trup til torsdagens kamp mod DBU.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.