DORF: Der var glæde i Dorf fredag, hvor det blev markeret, at Dorf Vindmølle har fået nye vinger. Møllen mistede sine vinger i en storm i 2009 og har siden stået vingeløs hen. Men nu har den fået nye vinger på, og det spændende spørgsmål var nu: Var der mon blæst nok til, at møllen kunne køre rundt?
Forud for den afsløring var der flere taler.
Ove Thomsen, formand for museerne i Brønderslev Kommune, fortalte, at der er planer om at renovere Dorf Vandmølle også - det er man i gang med at rejse penge til.
- Forventningen er, at det kan blive et glimrende oplevelsescenter for hele området, ja for hele Nordjylland, sagde han.
Dorf Vindmølle hører sammen med Dorf Møllegaard, Dorf Vandmølle og Dorf Møllesø.
Også borgmester Lene Hansen holdt tale.
- Vi befinder os midt i en naturperle, en af dem, vi er stolte af, sagde borgmesteren og roste planerne om et oplevelsescenter, hvor det blandt andet er meningen, at folk skal kunne komme og male deres eget mel.
- Jeg er sikker på, at der vil være stor interesse for at komme til Dorf og male sin egen mel, det ligger i tiden, sagde Lene Hansen med henvisning til, at der er stigende interesse for økologi og for at vide, hvordan koen har haft det, før den blev til bøf.
Der var stor opmærksomhed, da møllen blev sat i gang - med kraftig hjælp blev den løbet i gang og tog et par runder, hvilket affødte store klapsalver. Den gik dog i stå igen, da den skulle køre ved vindkraft - vejret var for stille.
Men den kan altså godt køre, når vinden er til det.
Vingerne har kostet 600.000 kroner.