Mor er ikke sur…

DEBAT

Vi er i musikforeningen noget forundret over, hvad vi skal lægge ryg til, bare fordi vi benytter os af vores demokratiske ret til at anmode Tilsynsrådet om at kigge en sag efter i sømmene. Vi har aldrig haft noget imod at betale husleje på Vendelbohus. Vi kan bare ikke forstå, at frivillige foreninger, som for egen regning og risiko arrangerer gode oplevelser for kommunens borgere, skal betale husleje på Vendelbohus, når private firmaer kan slippe. Det er såmænd sagen i al sin enkelthed. På dialogmødet, som vi havde med Fritids- og Kulturudvalget d. 07.02.12, blev musikforeningens økonomi og regnskaber både mistænkeliggjort og gjort suspekte. Dette blev vi noget forundret over, da Fritids- og Kulturforvaltningen, igennem de 10 år musikforeningen og støtteforeningen har eksisteret, har godkendt samtlige årsregnskaber uden bemærkninger. Det kom frem på mødet, at udvalget savnede tal og vedtægter fra vores støtteforening "Mors drenge". Vores støtteforening sendte derfor vedtægter og samtlige årsregnskaber sammen med en nærmere redegørelse omkring den samlede økonomi i foreningerne, til hvert enkelt udvalgsmedlem allerede dagen efter mødet. Alligevel fortsætter et par udvalgsmedlemmer med at mistænkeliggøre og nedgøre os gennem medierne, hvilket efterlader et trist indtryk af, at disse politikeres bedste forsvar mod en tilsynssag er at lægge røgslør ud med tilsmudsning og mistænkeliggørelse. Nøjagtigt som vi mener, at reglerne skal være ens for brugerne af Vendelbohus, så må behandlingen af foreninger der søger kommunen om støtte også være den samme. Så Fritids- og Kulturudvalget får travlt i den kommende tid, med at indkalde foreninger der også har tilknyttet en støtteforening til dialogmøde - ellers kan det jo nemt opfattes som vilkårlig sagsbehandling og magtfordrejning. Vi mener ikke at kunne bibringe sagen flere oplysninger gennem medierne og har derfor ikke mere at tilføje - udover at vi med tilfredshed har konstateret, at tilsynsrådet har anmodet Hjørring Byråd om en redegørelse for udlejningskriterierne på Vendelbohus. Mor er ikke sur - vi sender et smil og fortsætter med at arrangere gode koncerter for borgerne i vores kommune.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.