Mors-Thy smed stor føring
TTH Holstebro vendte nederlag til sejr i Nykøbing
Opdateret 28. september 2018 kl. 10:17
NYKØBING: Mors-Thy er stadig uden point i håndboldligaen, men sådan burde det ikke være.
Torsdag aften havde nordvestjyderne TTH Holstebro nede i sænken i Sparekassen Thy Arena Mors, hvor hjemmeholdet midt i anden halvleg førte med 23-17.
Det gjorde de takket være tre gode kvarter. For Mors-Thy var på toppen fra start. Søren Pedersen tog fra i målet, og Erik Toft satte tidligt sit offensive præg, så hjemmeholdet kunne tage de første små føringer - og siden erobre dem på ny, når TTH Holstebro nåede op.
Fra anden halvlegs start rykkede hjemmeholdet yderligere fra og skød tidligt Sebastian Frandsen til udskiftning - og midt i halvlegen sørgede Stefan Nielsen for seksmålsføring til hjemmeholdet.
TTH Holstebro var dog langt fra slået. Tværtimod. De satte ekstra tempo - og med tidligere Mors-Thy-profil Peter Balling i hovedrollen spillede de sig tilbage i kampen og fik første føring med fem minutter tilbage.
Den havde de også, da kampen sluttede med bøjede hoveder og store frustrationer hos Mors-Thys spillere, der måtte konstatere et bittert, bittert nederlag på 29-30.
Næste ligakamp for Mors-Thy er på tirsdag ude mod Aalborg Håndbold.