Morsø Bioenergi får international ejer

Andel på 10 procent til stifterne, 70 lokale landmænd

Morsø Bioenergi kom i klemme, da Fjordbank Mors krakkede sidste år. Foto: P. E. Bilstrup

Morsø Bioenergi kom i klemme, da Fjordbank Mors krakkede sidste år. Foto: P. E. Bilstrup

MORS:En af verdens største private energikoncerner, tysk-baserede E.ON, overtager det kriseramte Morsø Bioenergi, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Det redder selskabet ud af en kredit-klemme hos statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet, hvor det havnede efter krakket sidste år i Fjordbank Mors.

Og det sikrer E.ON sit første biogasanlæg i drift i Danmark.

Et nyt selskab, Limfjordens Bioenergi ApS, blev stiftet torsdag formiddag, efter at en ekstraordinær generalforsamling i Morsø Bioenergi havde vist opbakning til at frasælge størstedelen af aktiviteterne.

- Det er selvfølgelig en trist situation, men det var det muliges kunst, siger Anders Bovbjerg, bestyrelsesformand i Morsø Bioenergi af 2006.

- Da fjordbanken krakkede og resten af pengeverdenen gik ned, var det umuligt for os at finde en ny bank, uanset at den nye energiaftale i Folketinget betyder bedre vilkår på området, siger han.

Til gengæld mener han, der med den nye konstruktion er fundet en solid løsning for fremtiden.

78 procent til E.ON

E.ON får 78 procent af kapitalen i det nye selskab. Bigadan, som i sin tid byggede anlægget i Sindbjerg, og som driver anlæg i både Danmark og Sverige, får 12 procent, mens det gamle Morsø Bioenergi, der ejes af knap 70 lokale landmænd, får de sidste ti procent.

- Vi får nogle aktører ind med flere muskler og større ekspertise. Jeg er ikke i tvivl om, vi vil få en mere professionel virksomhed ud af det. Samtidig sikrer løsningen, at landmændene fortsat får mulighed for at komme af med deres gylle. Det er godt for både landmændene og miljøet, siger Anders Bovbjerg.

Landmandsejerne taber hver 4000 kroner pr. dyre-enhed i forbindelse med rekonstruktionen, svarende til over halv million kroner i gennemsnit pr. bedrift.

Til gengæld slipper de i fremtiden for den forholdsvis dyre afgift på behandling af gyllen, som var gældende i det gamle selskab, påpeger direktør i E.ON, Michael Dalby.

Svensk-tyske erfaringer

E.ONs adm. direktør i Danmark, Tore Harritshøj, oplyser, at første opgave bliver at stabilisere driften og dernæst at udvikle og opgradere anlægget.

- Limfjordens Bioenergi bliver en vigtig del af vores satsning på biogasområdet i Danmark. Vi vil udbygge og udvikle det med vores lange og gode erfaringer fra udlandet, herunder Sverige og Tyskland, oplyser han.

I Sverige står således et anlæg, der er magen til dét på Mors, men kører langt bedre.

Michael Dalby forventer, at selskabet i sit danske virke vil satse på en mere fleksibel afsætning af den producerede gas end den nuværende, hvor biogasanlæggene generelt bruger gassen til en kombineret el- og gas-produktion og er bundet til varmesalg til lokale fjernvarmenet.

Strategien er, at biogassen også skal kunne afsættes direkte til naturgasnettet.

- Det er dog ikke umiddelbart forestående på Mors, understreger han.

E.ON er også med i planerne om et biogasanlæg i Sønderjylland, og vil om kort tid offentliggøre planer om at anlæg i det midtjyske.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.