Drama ved forældremøde: 14-årig truede med bombe og pistol
Dreng fra Mors fremsatte truslen mod Øster Jølby Friskole torsdag aften
Opdateret kl. 11:19
ØSTER JØLBY: Øster Jølby Friskole på Søndervej blev udsat for en bombetrussel torsdag aften kl. 19.50. En gruppe forældre var samlet til forældremøde og var udenfor for at ryge, da truslen blev fremsat.
En person udenfor gruppen råbte pludselig på engelsk, at han havde en pistol og en bombe, som han ville bruge, hvis ikke forældregruppen gik ind med det samme.
Forældrene kontaktede politiet, som straks sendte det helt store beredskab af sted til friskolen.
- Vi fandt senere frem til den person, som fremsatte truslen. Der er tale om en 14-årig dreng fra Mors, siger politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Drengen var hverken i besiddelse af pistol eller bombe, da politiet fandt frem til ham.
- Vi betragter sagen som drengestreger i den grove ende af skalaen, uddyber Jørgen Jensen.
Da politiet fandt den 14-årige, var han sammen med to drenge på henholdsvis 11 og 13 år, også fra Mors. Politiet mener ikke, at de har noget med sagen at gøre.
I forhold til den 14-årige er de sociale myndigheder, Morsø Kommune og SSP nu underrettet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.