Disse tilbud til ældre undgik sparekniven sidste år: Nu er det slut

Morsø Kommune skærer på både rengøringshjælp og tilbud til ensomme ældre

Næste år kommer sæbe og skuresvampe sjældnere i brug hjemme hos de borgere i Morsø Kommune, der er visiteret til rengøringshjælp. Kommunen sparer nemlig på rengøringen. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Næste år kommer sæbe og skuresvampe sjældnere i brug hjemme hos de borgere i Morsø Kommune, der er visiteret til rengøringshjælp. Kommunen sparer nemlig på rengøringen. Arkivfoto: Claus Søndberg

Ensomme og svage ældre bliver nogle af dem, der kommer til at mærke, at politikerne i Morsø Kommune igen i år har følt sig nødsaget til at skære i velfærden og spare flere sociale tilbud væk i det forlig om næste års budget, der netop er indgået.

Det går blandt andet ud over borgere med senhjerneskade, som mister aktivitets- og samværstilbuddet Paraplyen. Og det går ud over ensomme ældre, der har nydt godt det mobile omsorgs- og aktivitetsteam MOA, der også lukker.

Ved budgetforliget sidste år blev der vedtaget endnu større besparelser på ældre- og handicapområdet. Blandt andet vedtog man at lukke Vejerslev Ældrecenter. Dengang fremhævede Henning Sørensen (V), formand for udvalget for social, sundhed og beskæftigelse, at Morsø Kommune i det mindste fastholder rengøring hver anden uge og beholder klippekortordningen, hvor ældre kan få valgfri hjælp en halv time om ugen.

Nu ryger begge dele.

Mindre rengøring

- Nu må vi desværre ned på rengøring hver tredje uge. Det er ikke noget, en socialudvalgsformand synes er sjovt at skulle melde ud, men jeg kan ikke finde pengene. Og klippekortordningen er der mange kommuner, der har fjernet længe før os. Heldigvis har vi stadig nogle værdighedsmedarbejdere på vores plejecentre, siger han og tilføjer:

- Men det er klart, at de, der bor hjemme i egen bolig, vil være mere afhængig af, at vi andre kigger den vej. Vi kommer til at skulle kere os lidt mere om hinanden. Vi kommer til at tænke velfærd på en helt anden måde i fremtiden.

Klippekortordningen er ikke en "skal-opgave" for kommunen. 

Har ikke råd

Det samme gælder MOA, som på Sundhedsstyrelsens hjemmeside er fremhævet som et projekt, der forebygger ensomhed og understøtter livskvalitet blandt ændre borgere i Morsø Kommune.

Sidste år blev der skåret en stilling væk fra det mobile omsorgsteam. I år nedlægges tilbuddet helt, hvilket giver en besparelse på godt 900.000 kroner årligt.

- Det gør mig da ondt at skulle fjerne MOA. Selv om det hverken er et servicetilbud eller inde under sundhedsloven, så ændrer det ikke ved, at der er borgere, der har kunnet henvende sig og få lidt hjælp. Måske til at cykle en tur eller få en snak med nogen. Det har vi bare ikke råd til mere, siger Henning Sørensen.

Med hensyn til lukningen af Paraplyen så skal nogle af brugerne have et andet tilbud, for det er lovpligtigt for kommunen at tilbyde et aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

- De "skal-opgaver" vil der stadig blive taget hånd om, understreger Henning Sørensen. Hvad borgerne får tilbudt i stedet, kan han dog ikke sige på nuværende tidspunkt.

- Kommunen vil fortsat stille lokaliteterne til rådighed, og der er afsat et lille beløb, så folk fortsat kan samles deroppe. Der er rigtig mange frivillige, der måske vil stå for den del, siger udvalgsformanden.

Maks-pris for mad

Mange af dem, der betaler for en kostpakke, hvad enten de bor på plejecentre, hjemme eller på et bosted, har i år oplevet, at prisen for en hovedret er steget markant som følge af en besparelse på 2,5 millioner kroner, som blev besluttet sidste år. Næste år får prisen endnu en tak opad, idet der skal findes yderligere en besparelse på knap 1,1 million kroner på maden. Nu lægger Morsø Kommune sig simpelthen på den maksimalt tilladte pris fremover.

- Det er klart, det kommer også til at berøre nogen. Vi kan ikke i Morsø Kommune fjerne 12-13 millioner kroner, uden at det kommer til at gå ud over nogen, siger Henning Sørensen.

Udvalget for social, sundhed og beskæftigelse tegner sig for cirka halvdelen af Morsø Kommunes samlede budget. Budgetforliget rummer besparelser på 7,3 millioner kroner på udvalgets område. Alt i alt er der besparelser for 12,6 millioner kroner i forliget.

Henning Sørensen oplyser, at det for tidligt at sige, om besparelserne vil medføre fyringer på ældre- og handicapområdet.

- Der er steder, hvor der er ubesatte stillinger, så der bliver gjort alt for at finde job til dem, der bliver berørt, et andet sted i kommunen, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk