Dybere sejlrende skal redde Nykøbing Havn
Større men mere miljøvenlige skibe ventes at ville påsejle de vestlige fjordhavne og derved flytte godstrafik fra landevej til sø
NYKØBING: - De fragtskibe, der sejler på Limfjorden i dag, er gamle og på vej til at blive udfaset. På vej er en ny type meget mere miljø- og klimavenlige skibe, som er begyndt at sejle på floderne i Holland og Tyskland. De vil kunne laste det dobbelte af de nuværende skibes kapacitet, men for at de kan komme hertil skal sejlrenden uddybes fra fire til fem meter.
Meiner Nørgaard, formand for udvalget for teknik og miljø i Morsø Kommune og bestyrelsesmedlem i Danske Havne, trækker perspektivet op, efter at hans udvalg har besluttet at yde 160.000 kroner som Nykøbing Havns bidrag til et forprojekt for uddybning af sejlrenden fra Thyborøn og ind til de tre kommunale havne i Struer, Skive og Nykøbing.
De to andre havne forventes at yde tilsvarende beløb, og hermed er projektet kommet et skridt nærmere. Sammenslutningen af Vestlige Limfjordshavne (VLH) har arbejdet på et uddybningsprojekt igennem nogen tid. Imens har staten oprettet en såkaldt Havnepulje som led i den seneste aftale om statens investeringer i infrastruktur frem til 2035. Den åbner nu mulighed for at få statslig støtte til beskrivelse og udarbejdelse af et forprojekt.
Kystdirektoratet har tidligere skitseret en uddybning og estimeret anlægsudgifter og afledte driftsudgifter. Gemba Seafood Consulting A/S afleverede i 2017 en rapport, der grundigt belyser projektet, og Cowi A/S har udført geofysiske forundersøgelser.
Nyt projekt i etaper
Men projektet skæres nu til, så det bliver mere realistisk. En interessentundersøgelse blandt brugerne af de tre havne har vist, at der er stor interesse for at øge trafikken, hvis sejldybden udvides til fem meter. Både blandt de eksisterende og hos en ny havnekunde.
- De tre havne vil kunne tilfredsstille 75 procent af efterspørgslen. Derfor etapeopdeler vi projektet, så første del bliver den vestlige del. I anden etape kommer uddybning af sejlrenderne til Løgstør Havn og Dankalk. De to etaper vil koste staten 44 mio. kr. i etablering plus fire mio. kr. årligt i oprensning i forhold til det, staten bruger i dag. Det er ikke mange penge i det store statsbudget og langt billigere end vores første projekt, siger Meiner Nørgaard.
Det første projekt tog også den østlige del af Limfjorden med, men det er droppet, idet næsten ingen skibstrafik til de vestlige havne kommer ind vis Hals og Aalborg.
- Det tilpassede projekt vil kunne give udvikling i stedet for afvikling. Vi får flyttet en større del af godstransporten over på søvejen, hvilket er vigtigt med de begrænsede landeveje, vi har herude vestpå. Det er er også landdistriktsudvikling, fordi der er arbejdspladser på havnene, og endelig bliver transporterne grønnere, når vi får gjort plads til de nye skibstyper, siger Meiner Nørgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.