Færgevenner melder klart skib
Næssundfærgen sejler planmæssigt fra 1. marts efter godt to måneders vinterpause
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:06
NÆSSUND: Efter godt to måneders vinterpause startende med juleferie og efterfølgende værftsbesøg i Agger, kom færgen Næssie hjem til sundet mellem Thy og Mors mandag eftermiddag.
Med et værftsbesøg uden de store uforudsete reparationer kunne færgens ”oldermand” Find Pedersen melde klart skib. Sæsonen starter søndag 1. marts med den første sejlads klokken 9.10. Der har nemlig været efterspørgsel efter tidligere afgange i weekenderne, så i den kommende sæson starter første sejlads fra Mors klokken 9.10 og 9.15 fra Thy både lørdage, søndage og helligdage.
I 2019 blev der justeret på priserne på overfarten, således at der bliver taget mere hensyn til køretøjets størrelse end vægten. Henrik Olsen, formand for Næssundfærgens Venner, oplyser, at flere priser har fået en justering ned. En almindelig personbil, inklusiv alle passagerer, kan således komme over sundet med færgen for 70 kroner, og en returbillet koster 110 kroner.
Det er også fortsat muligt at købe rabatkort til færgefarten.
Henrik Olsen fortæller i øvrigt, at sæson 2020 ser ud til at slå rekord hvad angår aftenudflugter med Næssundfærgen.
- Allerede nu ligger vi pænt over sidste års niveau i antal forudbestilte arrangementer. Det er dejligt, og de falder helt fra maj til og med september, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.