Coronavirus

Flere skoler ramt af corona: - Vi har bestemt ikke fået has på smitten

Smittetallene i både Thisted og Morsø kommuner bliver ved med at stige

Erslev Skole kunne torsdag melde om et nyt smittetilfælde oven i de to, der var i forvejen. Arkivfoto: Bo Lehm

Erslev Skole kunne torsdag melde om et nyt smittetilfælde oven i de to, der var i forvejen. Arkivfoto: Bo Lehm

THY-MORS:Med 12 nye smittetilfælde blandt børn og personale på skoler og dagtilbud i Morsø Kommune og syv nye tilfælde meldt ind til skoleforvaltningen i Thisted torsdag, så spreder coronasmitten sig fortsat blandt børn og unge i de to kommuner.

- Der er to helt nye med på listen i dag, nemlig Sundby Børnehus og Øster Jølby Friskole, konstaterer Michael Dahlgaard, chef for center for skoler og dagtilbud i Morsø Kommune. Han fortsætter:

- Smittesituationen i skoler og dagtilbud er nogenlunde stabil lige nu, men vi har ikke fået has på smitten, det kan man bestemt ikke sige. Frygten er selvfølgelig at komme i en situation, hvor der er personalemangel på grund af udbredt smitte, men der er vi ikke nu.

Tirsdag fik skolechefen melding om 10 nye smittetilfælde, og onsdag var tallet syv. Torsdag er der som nævnt kommet 12 nye tilfælde til, så det samlede antal smittetilfælde på skoler og dagtilbud i Morsø Kommune nu er oppe på 94 siden torsdag i sidste uge.

I Thisted Kommune havde forvaltningen torsdag klokken 13.30 fået besked om syv nye smittede. De fordeler sig på henholdsvis Rolighedsskolen, Tingstrup Skole, Sjørring Skole, Koldby Skole og Snedsted Skole.

Det er ikke kun blandt børnene, coronasmitten florerer. I både Thisted og Morsø kommuner bliver de samlede smittetal ved med at stige fra dag til dag for tiden. I Morsø Kommune viser tallene fra Statens Serum Institut, som blev offentliggjort klokken 14 torsdag, at der nu er 164 smittetilfælde mod 153 onsdag. Incidensen er steget til 817,5. Thisted Kommune tager også et nøk opad med 320 smittetilfælde over en syvdages periode mod 300 onsdag. Det giver en incidens på 742,6.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.