Fra jord til bord: Ung landmand vil sælge kød fra frilandsgrise

Emil Jacobsen bliver medejer af ny slagterbutik i Nykøbing

Emil Jacobsen trives med det udendørs arbejde. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Emil Jacobsen trives med det udendørs arbejde. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

MORS:En flok små, lyserøde grise mosler rundt i halmen og dier hos deres mor. Snart vil de galoppere rundt og lege på marken uden for hytten, uvidende om at de om cirka fem måneder ender som hakket fars og frikadeller på disken i en ny slagterbutik.

Det er den 30-årige landmand Emil Jacobsen, Flade, der åbner slagterbutik i Nykøbing i samarbejde med sin far Ole Jacobsen. De har købt butikken, der tidligere husede Dueholm Blomster, idet de mener, at placeringen lige over for Løvbjerg og Netto er helt perfekt.

I slagterforretningen vil de udelukkende sælge kød fra deres egen produktion af frilandsgrise og skotsk højlandskvæg.

Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Ole Jacobsen har i 14 år haft en slagterforretning i Skive, hvor man kunne købe kød og forarbejdede slagtervarer fra det lille landbrug på Nordmors. Den butik lukkede sidste år, og i stedet satser han og sønnen på Nykøbing.

Emil Jacobsen er i fuld gang med at få renoveret butikslokalet, der har stået tomt de seneste år, sideløbende med at han er ansat som medhjælper på faderens landbrugsbedrift nord for Flade.

Det er otte-ni år siden, han blev færdiguddannet som landmand, og det er syv år siden, han blev ansat på gården, hvor han er vokset op.

- Allerede da jeg tog landbrugsuddannelsen, tænkte jeg, at det var det her, jeg ville. Jeg har ikke lyst til at arbejde inde i en stald og har heller ikke lyst til at have flere hundrede søer. Det her er en anden vej at gå, siger den unge landmand.

Emil Jacobsen vil i samarbejde med sin far Ole Jacobsen åbne en slagterbutik i Nykøbing, hvor de sælger kød af egne frilandsgrise fra gården i Flade. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Emil Jacobsen vil i samarbejde med sin far Ole Jacobsen åbne en slagterbutik i Nykøbing, hvor de sælger kød af egne frilandsgrise fra gården i Flade. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Lige nu kan det dog godt være råkoldt og hårdt at gå udendørs og sørge for, at grisene har halm og strøelse i deres hytter på markerne og tilpas med foder. Hegnene skal tjekkes, og hytterne skal flyttes, så der er græs til dyrene at gå på i det omfang, det er muligt. Familien Jacobsens grise kommer aldrig på stald, men lever ude fra fødslen til den dag, de køres på slagteriet.

- Det er ægte frilandsgrise, og de trives, fastslår Emil Jacobsen, der også selv trives med jobbet.

Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Ole Jacobsen har drevet landbrug med frilandsgrise på Skt. Margrethevej siden 1988. Siden 1997 har han selv stået for salget af kød, dels direkte til slagtere og i en periode til Hanegal, og siden 2007 også via slagterforretningen i Skive.

Ejendommen er på knap 35 hektar, så det sætter sine begrænsninger. Der er kun 20 søer, hvilket giver en produktion på cirka 400 slagtesvin om året. Dertil kommer 15 køer samt et større antal ungkreaturer. Nogle af dem går på arealerne på Nordmors, mens andre af dyrene sørger for naturpleje på et område nær Aarhus, hvor Ole og Anne Jacobsens datter bor.

- Skotsk højlandskvæg vokser langsomt, men giver efter min mening bedre kød med en kraftigere smag, siger Ole Jacobsen.

Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Selv om slagterbutikken i Skive er lukket, så sælger familien Jacobsen stadig kød og slagtervarer af egen avl. Det sker via Facebook-siden Outdoor Meat. Slagteren fra butikken i Skive er stadig ansat, men benytter sig midlertidigt af lejede lokaler, nærmere bestemt køkkenet på Rovvig Efterskole. Hver torsdag køres ud med bestillinger til kunder i både Salling, Thy og på Mors.

Emil Jacobsen tør ikke sætte dato på, hvornår den ny slagterbutik åbner i Vestergade i Nykøbing.

- Vi åbner, når butikken er færdig. Det bliver engang i løbet af foråret, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden