Gigantisk kovending: Nu har minister banet vej for cykling på omstridt bro
Først måtte cyklisterne godt køre over Sallingsundbroen trods vejarbejde. Så måtte de ikke. Men nu har transportminister Thomas Danielsen givet dispensation til at holde broen åben for bløde trafikanter

- Det er sund fornuft, for der er nu engang forskel på trafikintensiteten på en cykelsti i København og en ved Sallingsund, siger transportminister Thomas Danielsen om sin begrundelse for at lade cyklisterne køre på broen. Arkivfoto: Bo Lehm
SALLINGSUND:- Jeg glæder mig over, at Vejdirektoratet har søgt dispensation til, at man fortsat kan få lov at cykle over strækningen på Sallingsundbroen. Så jeg og mit ministerium har givet dispensation. Jeg må sige, at det er sund fornuft, for der er nu engang forskel på trafikintensiteten på en cykelsti i København og en ved Sallingsund.
Det siger transportminister Thomas Danielsen (V) fra ministerbilen torsdag formiddag på vej til KL's topmøde i Aalborg. Den nordjysk baserede minister har fulgt sagen om de manglende seks centimeters bredde på den dobbeltrettede cykelsti i den nordlige vejside på broen, der frem til i hvert fald november vil være trafikreguleret på grund af broarbejde.

Lærer Mette Holm Nielsen vil nu fortsat kunne tage sin elcykel fra Nykøbing til sit job på Durup Skole uden at være nødt til at trække hen over Sallingsundbroen. Arkivfoto: Bo Lehm
Har du skubbet på for at få Vejdirektoratet til at søge dispensation fra breddekravet til dobbeltrettede cykelstier?
- Jeg har jo set omtalen af det her. Jeg er egentlig glad for, at Vejdirektoratet overholder reglerne, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har sendt et signal om, at jeg også synes, man skal udvise lidt konduite og bruge noget sund fornuft i forhold til at kunne gøre noget ved problemet ved at foretage et spadestik dybere. Og derved lave en differentieret myndighedsforvaltning, siger Thomas Danielsen.
Løsningen er en trafikregulering på cykelstien, som også Cyklistforbundet har foreslået.
- Her går vi ind og laver sluser i begge ender af broen kombineret med skiltning, der gør, at cyklister og knallertkørere kommer ned i fart. Skiltene skal tilskynde til at vise agtpågivenhed ved møde af modkørende, fordi det er en smal strækning. Der er et punkt midt på broen, hvor der mangler nogle få centimeter til at kunne leve op til den generelle lovgivning, og der har Vejdirektoratet så været inde at vurdere strækningen igen og sagt, at man måske godt kunne lave nogle foranstaltninger, så man kan dispensere fra kravene. Det har de så søgt om, og det er jeg glad for, og de har så fået dispensationen, siger Thomas Danielsen.
Han tilføjer, at det for ham også har spillet ind, at han nødigt vil være en minister, der presser cyklister over i privatbiler.
- Jeg ønsker, at så mange som muligt vil tage cyklen, og jeg vil være meget ked af at måtte presse folk fra cyklen over i bilen, siger transportministeren.
I Vejdirektoratet er afdelingsleder Søren Kjemtrup godt tilfreds med, at Transportministeriet har givet dispensation fra Bekendtgørelse for afmærkning af vejarbejder:
- Vi er meget tilfredse med, at vi nu fortsat kan lade cyklister og knallertkørere køre over Sallingsundbroen. Et forbud ville have medført store gener for trafikanterne. Nu går vi i gang med en løsning, der både tilgodeser cyklister og knallertkørere og skærper deres opmærksomhed på at køre hensynsfuldt på den smalle sti, siger Søren Kjemtrup i en pressemeddelelse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.