Heino Holm siger farvel til håndbold
Mors-Thy skal finde ny assistenttræner til næste sæson
Opdateret kl. 15:15
HÅNDBOLD: Der bliver udskiftning på sidelinjen hos ligaklubben Mors-Thy efter denne sæson.
Heino Holm Knudsen, assistenttræner for Søren Hansen siden 2017, har valgt helt at kvitte håndbold til fordel for et fuldtidsjob.
- Det har ikke været nogen nem beslutning. Faktisk meget svær. Men jeg er kommet dertil i mit liv, at jeg skal vælge mellem kombinationen håndbold og et civilt arbejde eller en fuldtidsstilling uden håndbold. Det er så blevet det sidste, jeg har valgt. Helt udramatisk i øvrigt, siger Heino Holm.
Han forlader Mors-Thy for at hellige sig et fuldtidsjob hos Konsulenthuset Sonne A/S. Men afskeden med den klub, han så kommer til at afslutte en lang håndboldkarriere i, bliver ikke let.
- Det er med et blødende hjerte, at jeg forlader Mors-Thy Håndbold og mit gode samarbejde med Søren Hansen, Lars Krarup og den øvrige stab samt ledere, spillere og ikke mindst Bette Balkan. Det har givet nogle gode oplevelser, en masse ny viden, erfaring og nogle gode bekendtskaber som jeg tager med mig, siger Heino Holm.
Hos Mors-Thy er man kede af at miste den vellidte assisterende træner.
- Vi er ærgerlige over, at han stopper, men har fuld forståelse for hans beslutning. Heino har gjort en helt fantastisk indsats for Mors-Thy Håndbold, som vi er ham taknemmelig for, siger sportschef Henrik Hedegaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.