Hotelejer har budt på gammel toldbygning: Vil bevare turistkontoret

Jens Holmgaard Pedersen, medindehaver af Steenbergs Hotel & Brasserie, afgav søndag aften et bud på toldkammerbygningen i Nykøbing 

Jens Holmgaard Pedersen, medindehaver af Steenbergs Hotel & Brasserie, fastslår, at hotellet ikke har noget at bruge toldkammerbygningen til. Han ser faktisk helst, at bygningen fortsat bruges til turistkontor. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Jens Holmgaard Pedersen, medindehaver af Steenbergs Hotel & Brasserie, fastslår, at hotellet ikke har noget at bruge toldkammerbygningen til. Han ser faktisk helst, at bygningen fortsat bruges til turistkontor. Arkivfoto: Bo Lehm

NYKØBING:Søndag aften, kun et halvt døgn før fristen udløb, sendte Jens Holmgaard Pedersen et købstilbud på den gamle toldkammerbygning i Nykøbing til Morsø Kommune. Jens Holmgaard Pedersen er medindehaver af Steenbergs Hotel & Brasserie, der ligger tæt på toldbygningen, men han understreger, at buddet ikke er med tanke på at anvende bygningen i dén forbindelse.

- Egentlig er vi ikke interesseret i den bygning og skal ikke bruge den til noget, der minder om de aktiviteter, vi har. Det kom faktisk lidt bag på mig, at fristen var allerede nu. Men jeg har sådan lidt egenhændigt afgivet et bud på huset søndag aften klokken 20.30 med den projektbeskrivelse, at der fortsat skal være turistkontor, siger han og fortsætter:

- Det er simpelthen fordi, jeg ikke er enig i den beslutning, kommunen har truffet, og jeg er faktisk lidt ked af det på hele øens vegne. Når man nu har noget, der fungerer godt, så synes jeg, det er synd at begynde at placere det oppe i en gågade. Det er jo helt vildt, hvad de laver på det turistkontor. Politikerne tænker måske, at det turistkontor kan ligge hvor som helst, men det er jeg slet ikke enig med dem i.

Underskrifter mod salget

Den gamle toldkammerbygning har huset Morsø Turistbureau i adskillige år. Da politikerne i Morsø Kommunes økonomiudvalg i foråret besluttede at udbyde bygningen til salg, var kommunen efterfølgende i dialog med turistforeningen med henblik på at flytte turistkontoret til en placering i gågaden. Lige op til sommerferien blev udbuddet af bygningen annonceret på kommunens hjemmeside med frist for at afgive bud mandag 8. august klokken 11.

Den gamle toldkammerbygning i Nykøbing har i årevis huset Morsø Turistbureau. <i>Foto: Carsten Hougaard</i>

Den gamle toldkammerbygning i Nykøbing har i årevis huset Morsø Turistbureau. Foto: Carsten Hougaard

Både salg af bygningen og flytning af turistkontoret har sommeren over vakt protester blandt talrige borgere på Mors. To af kritikerne, Ulla Andersen og Britt Geisler, stablede en underskriftindsamling på benene, og i  løbet af fem dage, fra 3. til 7. august, lykkedes det at indsamle op mod 1500 underskrifter i protest mod salget af den 122 år gamle bygning. De afleverer underskrifterne til borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) tirsdag.

- Vi håber da, at det gør indtryk på politikerne. De kan jo stadig vælge at sige helt nej, siger Ulla Andersen.

Håber politikerne fortryder

Jens Holmgaard Pedersen hører også til dem, der håber, at politikerne fortryder og ender med at droppe salget af den gamle bygning.

- Jeg vil egentlig helst, at kommunen vælger selv at beholde bygningen. Jeg synes ikke, at kommunen skal afgive sådan en ikonisk bygning. Men hvis ikke de selv kan finde ud af det, så vil jeg godt gøre det for dem. Så skal det på nogle hænder, der vil noget godt. Jeg synes ikke, at der skal være diskotek eller restaurant eller hvad det nu måtte være. Det kan man så have sin holdning til, når vi nu også driver restaurant, men jeg synes i og for sig, at der er bygninger nok, der huser restauranter, siger han.

Hotelejeren oplyser, at han kun lige nåede at få vendt det med Henrik Markussen, der er medejer af Steenbergs Invest, inden han afgav buddet.

- Jeg var nødt til at gøre et eller andet lidt hurtigt, da det gik op for mig, at der var deadline. Så indtil videre står det for egen regning. Jeg har gjort det, fordi jeg er morsingbo, og fordi jeg synes, at turistkontoret skal blive liggende der, siger Jens Holmgaard Pedersen.

To bud på ejendommen

Morsø Kommune havde ved fristens udløb mandag formiddag modtaget to bud på toldkammerbygningen. Sagen vil blive behandlet i udvalget for teknik og miljø 17. august og i økonomiudvalget 24. august, oplyser Pia Thybo, specialist i Morsø Kommunes sekretariat.

Jens Holmgaard Pedersen er godt klar over, at hvis kommunen vælger hans projekt, så vil han næppe kunne se frem til nogen kæmpe fortjeneste i form af en høj husleje fra turistkontoret. Omvendt tænker han, at ejendommen sikkert bevarer sin værdi på lang sigt.    

- Det bliver ikke nogen stor husleje, de skal betale. Men selvfølgelig skal de da give et eller andet. Det vil de jo også skulle, uanset hvor de ellers kommer hen. Og så kan de lige så godt betale en husleje for at bo godt, siger han.

Investoren ønsker ikke at oplyse, hvor meget han har budt.

- Men det er et seriøst bud, jeg er kommet med. Det er ikke blot en krone, fastslår han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.