Epidemi

Ingen fly over Atlanten: Morsingboers USA-tur forlænget på ubestemt tid

Morsingboer strandet i USA på ubestemt tid - ingen fly til Europa

New Jersey i marts. Poul Erik Tarp og Kirsten Grundsøe nyder lyden af havet og en solskinsdag på New Jerseys Atlanterhavskyst. Forude venter både oplevelser i Washington og New York - og forhåbentlig også et fly hjemover, men hvornår ved de ikke. Privatfoto
New Jersey i marts. Poul Erik Tarp og Kirsten Grundsøe nyder lyden af havet og en solskinsdag på New Jerseys Atlanterhavskyst. Forude venter både oplevelser i Washington og New York - og forhåbentlig også et fly hjemover, men hvornår ved de ikke. Privatfoto

Opdateret kl. 12:40

NEW JERSEY: Ting går ikke altid, som de er tænkt. Slet ikke med en verdensomspændende virus-pandemi i spil.

Det har Poul Erik Tarp fra Nykøbing erfaret på egen krop. 10. marts - samme dag som han fyldte 70 - satte han sig i flyet med kurs mod USA. Med sig havde han sin kone Kirsten Grundsøe, datteren Freja og barnebarnet Nora på syv.

Forude ventede et besøg hos venner i New Jersey, deltagelse i deres barnebarns bar mitzva-fest - jødiske drengebørns konfirmationsfest - i Washington og tre dages ophold i New York som nogle af højdepunkterne.

- Vi når det alt sammen, fortæller Poul Erik Tarp i telefonen fra New Jersey fredag morgen lokal tid, men den bagkant, der er for alle planer, er lige nu meget løs for de fire USA-rejsende.

Min første reaktion var at kontakte den danske ambassade og SAS, selv om jeg nok kendte svaret. Ingen, mindst af alle os selv, ved, hvornår vi er hjemme
Poul Erik Tarp

Hjemrejsen var planlagt til 22. marts, men dagen efter de var kommet til USA, meddelte præsident Trump, at alle fly fra Europa var aflyst - og dermed muligheden for at flyve den anden vej.

- Min første reaktion var at kontakte den danske ambassade og SAS, selv om jeg nok kendte svaret. Ingen, mindst af alle os selv, ved, hvornår vi er hjemme, siger han med tanke for flyforbuddet, som lige nu er 30 dage.

- Vi er nok heldigere end andre. Vi bor hos venner, så vi skal ikke ud og finde et hotel på ubestemt tid. Det kan jo vælte et budget fuldstændigt. Vi skal ikke hjem til en bestemt tid - og vores barnebarns skole er lukket. Så vi kan vente. I hvert fald i en tid, siger Poul Erik Tarp.

Efter få dage i New Jersey står det klart, at corona-epidemien også påvirker den amerikanske dagligdag.

Vi er nok heldigere end andre. Vi bor hos venner, så vi skal ikke ud og finde et hotel på ubestemt tid. Det kan jo vælte et budget fuldstændigt.
Poul Erik Tarp

- 25 procent af bar mitzva-gæsterne har meldt afbud, jeg var i et supermarked, hvor hylderne med håndsprit og den slags var ryddet - og avisen omtaler det første corona-relaterede dødsfald i New Jersey. Men andre steder er dagligdagen som den plejer. For eksempel går folk går ud og spiser og jeg tror heller ikke, det bliver et problem at komme til Washington og New York.

Men noget er ændret. Besøget i New York falder sammen med fejringen af Saint Patricks Day 17. marts.

- Byen skulle være klædt i grønt, men festen er aflyst - og det samme er arrangementer for mere end 250 mennesker, siger Poul Erik Tarp og tilføjer, at han inden afrejsen kontaktede sine venner for at høre, om noget tydede på problemer.

- Svaret var, at nogle formalia ved indrejsen måske tog længere tid end ellers. Det gjorde de ikke - problemerne kom først bagefter, men vi prøver at tage det humoristisk. Vi kan ikke gøre andet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden