Landsbyliv

Landsby savnede et samlingssted: Sådan har de skabt nyt liv i den gamle skole

Hele 23 forskellige foreninger sørger nu for, at der stadig er masser af aktivitet i den store bygning

Mette Bærbach Bas og Anders Kobberø fra styregruppen bag renoveringen af Frøslev Skole glæder sig over, at Morsø Billardklub har fundet sig godt til rette på første sal. Efter flytningen har klubben fået mange nye medlemmer.
Mette Bærbach Bas og Anders Kobberø fra styregruppen bag renoveringen af Frøslev Skole glæder sig over, at Morsø Billardklub har fundet sig godt til rette på første sal. Efter flytningen har klubben fået mange nye medlemmer. Foto: Bo Lehm

FRØSLEV: Oppe under taget har billardklubben fået et fint, stort klublokale. Trædrejere har indtaget sløjdlokalet, og en madklub for mænd mødes i skolekøkkenet. Pastoratet har sognestue i et tidligere klasselokale, og gymnastiksalen bruges til badminton og fitness. Hver onsdag genlyder hele den ene fløj i bygningen af hornmusik og trommer, for den dag øver Morsø Garden.

- Fra klokken 16 må de spille alt det, de vil, og ingen må brokke sig, siger Anders Kobberø, medlem af den lokale arbejdsgruppe bag forenings- og medborgerhuset, med et smil.

Den tidligere folkeskole i Frøslev summer af liv. Hele 23 vidt forskellige foreninger deles om at have klublokale og aktiviteter i den store bygning, som blev nedlagt som skole i 2012. 

Bidrag fra kommunen

Ret hurtigt efter skolelukningen fik landsbyens lokale borgere adgang til at bruge østfløjen med gymnastiksal og køkken. Tre lokaler i midterfløjen har siden slutningen af 2019 været benyttet af Veteran Café Mors og Danmarks Veteraner Thy, Mors og Salling, og vestfløjen var udlejet til sprogskolen A2B. 

Udendørs ligner Frøslev Skole stadig en nedlagt folkeskole, men som led i et igangværende byfornyelsesprojekt i landsbyen skal der anlægges en ny terrasse med indbydende opholdsmuligheder på den nuværende asfaltplads mellem fløjene. Foto: Bo Lehm

Da sprogskolen i starten af 2020 opsagde lejemålet, bortfaldt en årlig lejeindtægt, og det var nødvendigt at træffe en større beslutning om skolens fremtid. Samtidig havde Morsø Kommune skudt gang i et byfornyelsesprojekt i landsbyen. Borgerforeningen Frøslev & Omegn gik sammen med byfornyelsesgruppen om et konkret forslag til, hvordan den tidligere skolebygning kunne omdannes til et forenings- og kulturhus.

Morsø Kommune sagde ja til at bidrage med godt 1,2 million kroner til udskiftning af en del af taget og til energiforbedringer. 

- Så skulle vi selv skaffe penge til det indvendige, siger Anders Kobberø.

Klar til indvielse

Der blev nedsat en arbejdsgruppe, som gik i gang med at søge penge hjem til renoveringen. Allerede første fondsansøgning gav pote. I maj 2021 fik de hele 768.000 kroner fra Landdistriktspuljen Liv og Land. Efterfølgende fik de 261.000 kroner fra LAG Thy-Mors, og desuden blev der overført 150.000 kroner fra byfornyelsesmidlerne til indretningen af den tidligere skolebygning.

De penge er nu blevet brugt til at renovere vestfløjen af skolebygningen. Der er blandt indrettet et stort samlingsrum med tilstødende mødelokale, begge dele med nyt linoleumsgulv i en varm, orange farve. Frivillige har monteret et nyt køkken, og der er indrettet et stort lokale med topmoderne udstyr, så her kan afholdes videokonferencer og kurser.

Det er da vist øens hyggeligste mødelokale, mener styregruppen, som har gjort sig umage med at finde bøger og ting til indretningen i genbrugsbutikker. Foto: Bo Lehm

Efter to års arbejde er renoveringen af vestfløjen nu færdig, i rette tid inden den deadline, der er sat for projektet fra bidragsydernes side. Tirsdag 11. april har styregruppen for skolen derfor inviteret borgere i lokalområdet til indvielse af de nye lokaler. Aftenen bliver indledt med et foredrag i gymnastiksalen, hvor den kendte designer Søren Vester kommer og fortæller om det gode liv på landet. Derefter er der kaffe og kringle.

Pænt og hyggeligt

Selv er medlemmerne af styregruppen rigtig godt tilfredse med resultatet af de seneste to års frivillige indsats. Undervejs har der været lidt udskiftning i gruppen, som nu tæller Mette Bærbach Bas, Marie Hegelund Skaarup, Verner Jensen, Kristian Jepsen og fremover også Jørgen Ibsen, foruden Anders Kobberø.

- Alle i gruppen har meget forskellige kompetencer, og det har været godt for dynamikken, fremhæver sidstnævnte.

Indretningen af lokalerne har ifølge Anders Kobberø afstedkommet en del diskussioner, uden at det dog har ført til voldsomme uenigheder.

- Det har egentlig været vores mantra, at vi vil have nogle hyggelige lokaler. Det må godt være pænt, men det skal ikke være så pænt, at det ikke er hyggeligt, og det skal heller ikke være så hyggeligt, at det ikke er pænt, siger han med et glimt i øjet.

Mette Bærbach Bas giver et eksempel på, at de indbydende lokaler allerede bidrager til, at folk har lyst til at blive hængende:

- For eksempel kommer Café Perlen hver torsdag, og nu sætter de sig med kaffen bagefter og har startet en strikkeklub. Den var der jo ikke før, så nu bliver de to timer mere og kommer hinanden ved. Det er det, der er så fantastisk, fremhæver hun.

Det er fortsat Morsø Kommune, der ejer bygningen, og borgerforeningen Frøslev & Omegn har brugsret over huset og vedligeholdelsespligt. For at få en ekstra lille indtægt er det planen at indrette et antal erhvervslokaler, som mindre virksomheder eller enkeltmandsvirksomheder kan leje, og hvor de kan indgå i et kontorfællesskab, hvis de ønsker det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden