Man risikerer at møde søvnige teenagere på gaden
Py-folket fra Morsø Gymnasium drama- og musiklinje er tilbage

Pyjamasser og krammedyr på Kulturvejen i Nykøbing. Foto: Martin Damgård
NYKØBING:Irriterende vækkeure, som det er nemt at komme til at overhøre. Kaffens nødvendighed, når man så omsider har fået øjne. Tandbørstningens udfordringer. Og det kropslige forfald som venter, hvis man ikke får lavet sin morgengymnastik.
Disse og flere temaer kan sagesløse fodgængere i disse dage blive udsat for på Nykøbings gader og pladser - præsenteret af unge mennesker iført pyjamas.
Py-folket, som de kalder sig, har faktisk været et årligt tilbagevendende indslag i Kulturmødet Mors. Men ikke under de sidste to corona-år, og derfor er det første gang, de nuværende gymnasieelever prøver at komme på gaden i pyjamas.
Så temaet er søvnige teenagere?
- Ja, eller bare generelt søvnighed om morgenen. Vi har brainstormet en masse ideer, fortæller Freja Andreasen, der går i 3. g.

Pyjamasklædt skønsang på Kulturvejen.
Selv har drama- og musiklinjens elever i 2. og 3. g dog været så vågne, at de fik lavet små forestillinger til Py-folket, som fordelt på en håndfuld grupper dukker op forskellige steder i byen.
Og det er en rigtig god øvelse både at lave forestillingerne og at få lov til at optræde for et temmelig stort publikum:
- Vi har lært rigtig meget af at lave vores eget projekt. Og vi får meget ud af at prøve at performe for mega mange mennesker. Det giver et boost til en, og man bliver mere komfortabel, fortæller Viktor Timmers, fra 2. g.
Py-folket kan opleves igen fredag fra kl. 11.30 rundt omkring i Nykøbing.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.