Masser af ideer på bordet: Lukket ældrecenter skal have nyt liv
Næsten 100 borgere deltog i møde om fremtiden for det nedlagte Vejerslev Ældrecenter

Kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune besluttede i efteråret at lukke Vejerslev Ældrecenter, og kort efter var bygningerne tømt for beboere. Nu er der sat gang i arbejdet med at finde nyt indhold til bygningerne. Arkivfoto: Peter Mørk
VILS:Næsten 100 borgere mødte op, da Morsø Kommune mandag aften inviterede til møde om fremtiden for det nedlagte Vejerslev Ældrecenter i Vils. Der kom masser af ideer på bordet, og næste skridt bliver nu at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal gå videre med at skabe nyt liv i de tomme bygninger.
Ældrecentret har stået tomt siden midten af oktober, hvor de sidste beboere flyttede ud. Lukningen af stedet blev vedtaget af kommunalbestyrelsen som en del af forliget om budget 2023. I samme forbindelse med der afsat 250.000 kroner til arbejdet med at finde en ny anvendelse for bygningerne.
På borgermødet, der blev holdt på Sydmors Skole, ridsede Ulrik Uglebjerg, gruppeleder for Kommunale Ejendomme i Morsø Kommune, situationen op. Sagen er nemlig den, at det tidligere ældrecenter er en almen boligafdeling. Hvis stedet skal bruges til noget helt andet end boliger, så skal Morsø Kommune betale 16 millioner kroner for at komme ud af de forpligtelser, man har i forhold til blandt andet Landsbyggefonden.
- Derfor var udgangspunktet boliger, men vi ville gerne have alle ønsker, tanker og ideer på bordet mandag aften, siger Ulrik Uglebjerg.
Det foregik ude omkring bordene, hvor de fremmødte fik snakket og skrevet masser af ideer ned.
Ulrik Uglebjerg ønsker ikke på nuværende tidspunkt at fremhæve nogle ideer frem for andre, men oplyser, at der både kom forslag til boliger, hvor man udnytter muligheden for et fællesskab, men også forslag til helt andre anvendelsesmuligheder.
- Nu arbejder vi lidt videre med ideerne, og så vil vi lægge det hele frem, når der bliver afholdt en workshop mandag 6. februar. Det kommer til at foregå på selve centret, så man går rundt i de lokaler, man snakker om. Workshoppen skal gerne munde ud i, at vi har en arbejdsgruppe, der gerne vil arbejde videre med noget mere konkret, siger han.
I forbindelse med borgermødet var der fem, der meldte sig til at deltage i den kommende workshop, og Ulrik Uglebjerg håber, at der kommer flere til.
Den kommende arbejdsgruppe vil komme til at arbejde sammen med forvaltningen og den politiske styregruppe, og der vil blive tilknyttet en ekstern rådgiver.
- Det grundlag, vi kommer frem til, vil blive præsenteret på et nyt borgermøde engang i foråret, fortæller gruppelederen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.