Meiner Nørgaard ind i Danske Havnes bestyrelse
Kommunalpolitikeren fra Mors skal tale de mindste erhvervshavnes sag
Opdateret 30. april 2022 kl. 05:51
MORS: Mors er nu for første gang repræsenteret i den magtfulde interesseorganisation Danske Havne. Tirsdag blev Meiner Nørgaard, kommunalbestyrelsesmedlem for Dansk Folkeparti, valgt til bestyrelsen på organisationens generalforsamling i Aalborg.
- Jeg havde meldt mit kandidatur som repræsentant for Nykøbing Havn. Det samme havde blandt andre en repræsentant for Vordingborg Havn. På et formøde var der opbakning til, at vi to kunne blive valgt, og det er glad for og stolt over, siger Meiner Nørgaard.
Bestyrelsen er sammensat således, at landets seks største havne målt efter omsætning er sikret en plads hver. Blandt havnene fra nummer syv til 20 vælges fem medlemmer, og de mindste erhvervshavne vælger to repræsentanter. Blandt de sidste er medlemmerne af Sammenslutningen af Vestlige Limfjordshavne, hvor Meiner Nørgaard har siddet i bestyrelsen de sidste otte år. I Danske Havne afløser han Jens Peter Hedevang, Skive Havn, der ikke genopstillede.
Det blå alternativ
- En af de helt store opgaver for Danske Havne er at presse regeringen til at indse, at der kan opnås klima- og miljøgevinster ved at transportere flere varer ad søvejen. Det forudsætter, at vi får udbygget den infrastruktur, der er i og ved de forskellige havne. Der skal midler til at få de sorte motorveje med lastbiltransporter afløst og suppleret af de blå, siger Meiner Nørgaard.
Herunder bliver det hans opgave at være med til at sikre, at udbygninger ikke kun tilgodeser de største havne med deres container- og off shore-trafik.
- De mindre havne er en ligeså vigtig en del af indsatsen. Jeg vil presse på, for at uddybningen af sejlrender i den vestlige del af Limfjorden kommer højere op på dagsordenen - også i Danske Havne. Derfor er det vigtigt, at vi er repræsenteret, og jeg føler, at jeg har den erfaring, der skal til, siger Meiner Nørgaard.
Bestyrelsen for Danske Havne mødes fire-seks gange om året i organisationens domicil i Bredgade i København.
- Men derudover er der udvalgsarbejde, så jeg får nok at se til, siger Nykøbing Havns nye repræsentant.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.