Midt i en hård gourmet-tid: Nu må Svend kalde sig Kongelig Hofleverandør
Glyngøre Shellfish ApS fik prædikatet og blev udnævnt på dronningens fødselsdag
GLYNGØRE: Hvad har Glyngøre Shellfish til fælles med Bing & Grøndahl, Lego og Ecco sko? De må kalde sig Kongelige Hofleverandører. Den ære blev meddelt indehaver og fisker Svend Bonde fredag formiddag på H.M. Dronning Margrethes fødselsdag.
- Vi er meget beæret og stolte over at få tildelt et så fornemt prædikat. Vi havde håbet på det, for vi har leveret friske fisk og skaldyr gennem mange år til Kongehuset. Glyngøre Shellfish har haft et rigtig godt samarbejde med Amalienborg, siger Svend Bonde.
Må skilte med kongekronen
Virksomheden på havnen i Glyngøre må herefter benytte logoet med kongekronen og prædikatet Kongelig Hofleverandør i sin skiltning og markedsføring. Der er i dag 102 danske og fem udenlandske hofprædikater. Tildelingen er ikke livslang. Den gælder for en femårig periode, hvorefter Kongehuset vurderer, om der er basis for at forny prædikatet. En grundlæggende forudsætning er, at Hoffet fortsat køber virksomhedens produkter eller serviceydelser.
- Hæderen falder på et tørt sted. Det er en hånd tid for os såvel som for mange andre. De gourmetrestauranter, vi normalt leverer til, har indstillet eller indskrænket bestillingerne, fordi de er tvunget til at holde lukket. At blive Kongelig Hofleverandør er med til at holde os i live. Vi er en virksomhed med visioner og forsøger til stadighed at leve op til nøgleordet, at kun det bedste er godt nok, siger Svend Bonde.
Op mod hver fjerde østers
Med tre faste medarbejdere i butikken, en bogholder og et par fiskere foruden de løse leverandører af fjordens guld, er Glyngøre Shellfish ApS en lille virksomhed. Men det skal man ikke lade sig snyde af, siger indehaveren.
- 20-25 procent af alle Limfjordsøsters kommer igennem butikken her. Vi er et lille team, men vi kan dele æren med byen og egnen, som støtter og bakker os op. Vores lagersalg, som har åbent torsdag, fredag og lørdag året rundt, er med til at styrke den vedholdende indsats, vi nu er blevet belønnet for, siger Svend Bonde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.