Stormvejr

Murbrokker fylder op i gaden: Kirkegavl gav op i stormen

Nykøbing Mors Frikirke mistede en del af gavlen ud mod Ågade i stormen søndag aften

Murbrokkerne fra gavlen landede med et brag, men der skete kun materiel skade. Foto: Bo Lehm
Murbrokkerne fra gavlen landede med et brag, men der skete kun materiel skade. Foto: Bo Lehm

NYKØBING: - Min første reaktion, da jeg hørte om det var: Heldigvis kom ingen mennesker til skade.

Det siger Peter Haldimann Nielsen, præst og leder af lederteamet i Nykøbing Mors Frikirke, som søndag ved 18-tiden blev ramt af en stormskade, som ødelagde den øverste del af kirkebygningens gavl mod Ågade 8. Mursten fra gavlen faldt ned på Ågade - i følge Peter Haldimann Nielsen med en sådan kraft, at det hele rystede.

- Det er i hvert fald hvad jeg hører fra de, der opholdt sig i Klostertorvets Pølsevogn, siger han.

Frikirken, som er en del af den Apostolske Kirke, har endnu ikke fuldt overblik over, hvor alvorlige skaderne er på bygningen, som også rummer en genbrugsbutik.

Peter Haldimann Nielsen oplyser, at bygningen er opført omkring 1900.

Lige nu er der kun en tynd trævæg mellem bygningens indre og vinden og vejret udenfor. Foto: Bo Lehm

- Så det er ikke den første storm, den er stået igennem, siger han og tilføjer, at det lige nu kun er en tynd trævæg i den ødelagte gavl, der skærmer bygningens indre mod vind og vejr.

Ud over genbrugsbutikken har kirken flere ugentlige arrangementer i bygningen. Kirkegruppen tæller 35 mennesker, men herudover kommer 50 til 60 andre jævnlig til aktiviteter og arrangementer i kirken.

- Nu skal vi have overblik over skadernes omfang, og så skal vi hurtigst muligt have håndværkere på, så vi kan hindre yderligere skader og igen kan bruge bygningen, som vi plejer, siger Peter Haldimann Nielsen.

Nykøbing Mors Frikirke er startet i 1936. Kirken købte bygningen i Ågade i 1952, fremgår det af kirkens hjemmeside.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden