Nyt botilbud i landsby: Flyt ind i det tomme ældrecenter

Dispensation skal bane vejen for, at Morsø Kommune kan udleje ledige ældreboliger

Vejerslev Ældrecenter blev lukket i efteråret 2022, og hovedparten af boligerne står tomme. Nu ønsker kommunen at kunne leje værelserne ud til andre i en periode. <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

Vejerslev Ældrecenter blev lukket i efteråret 2022, og hovedparten af boligerne står tomme. Nu ønsker kommunen at kunne leje værelserne ud til andre i en periode. Arkivfoto: Peter Mørk

VILS:Siden Morsø Kommune sidste efterår lukkede Vejerslev Ældrecenter, har langt størstedelen af de 26 plejeboliger stået tomme. Det koster kommunen dyrt i tomgangshusleje, og forvaltningen foreslår derfor, at det skal være muligt at leje boligerne ud til alle mulige andre personer, der midlertidigt står og mangler et sted at bo.

Dette vil kræve, at kommunalbestyrelsen giver  en tidsbegrænset dispensation fra almenboligloven, hvilket der er mulighed for, når så stor en andel af boligerne er ledige. Sagen behandles af kommunalbestyrelsen 28. marts.

I øjeblikket er fem af de 26 boliger på det tidligere plejecenter lejet ud til flygtninge, og syv af de otte fritliggende ældreboliger er også udlejet.

Det fremgår af dagsordenen, at hvis alle boliger stod tomme, ville tomgangslejen være 177.000 kroner om måneden.

Morsø Kommune har sat gang i en proces, hvor man forsøger at inddrage borgerne i Vils i planerne for, hvad der fremover skal ske med de store bygninger på Smedebjergevej. Der har været afholdt et borgermøde på Sydmors Skole og siden en workshop på selve ældrecentret. Her blev kastet en del ideer på bordet, og dem har forvaltningen arbejdet videre med.

Ulrik Uglebjerg, gruppeleder for kommunale ejendomme i Morsø Kommune, oplyser, at forvaltningen i næste uge skal have et møde med foreningerne i Vils.

- Vi arbejder også lidt videre med forslaget om et feriecenter for borgere med handicap, som er en af de ideer, der er kommet frem. Og så har vi været ved at snakke med regionen om hospice, hvilket også var et forslag fra borgermødet. Så vi arbejder på mange fronter og har ikke lagt os fast på noget, fortæller han.

Gruppelederen har ikke nogen fornemmelse af, hvor stor interesse der måtte være for at leje en bolig i det tidligere ældrecenter.

- Men får vi den formelle godkendelse til at leje ud til andre målgrupper, så må vi også gå ud og annoncere det og så håber vi da på, at der er nogle, der gerne vil bruge det. Det kunne i hvert fald godt tænkes, at der vil være interesse for de tre boliger, der ligger ud mod vejen, og som har eget køkken og en lille terrasse, siger han.

Ulrik Uglebjerg oplyser, at det stadig er forvaltningens plan at holde åbent hus i det nedlagte ældrecenter i maj, hvor borgerne i Vils kan få en status på arbejdet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.