Nyt teknologicenter i Nykøbing: Kom og hils på robotten!

Bila i Nykøbing har åbnet teknologicenter på 1000 kvadratmeter

Administrerende direktør Jan Bisgaard Sørensen i Bilas nye teknologicenter på Industrivej 18 i Nykøbing. Foto: Bila A/S

Administrerende direktør Jan Bisgaard Sørensen i Bilas nye teknologicenter på Industrivej 18 i Nykøbing. Foto: Bila A/S

NYKØBING:Kom og hils på den robot, som måske skal være den nye medarbejder i din virksomhed!

Det er - lidt populært sagt - invitationen fra automatiseringsvirksomheden Bila A/S til gamle og nye kunder.

På Industrivej 18 i Nykøbing har Bila nemlig indrettet et nyt teknologicenter med hele virksomhedens palet af automatiseringsløsninger.

- Det er meget nemmere at se mulighederne for at automatisere, når man kan få testet ideerne af på de rigtige produkter og i et realistisk setup, siger Jan Bisgaard Sørensen, administrerende direktør i Bila A/S ifølge en pressemeddelelse.

Det 1000 kvadratmeter store teknologicenter er indrettet i en af de haller, som Bila for nogle år siden overtog efter den tidligere møbelfabrik Bodilsen.

Der har allerede været mange gæster i det nye teknologicenter. Foto: Bila A/S

Der har allerede været mange gæster i det nye teknologicenter. Foto: Bila A/S

God mening i en coronatid

Virksomheden ville indrette teknologicentret i alle tilfælde, men netop i en corona-tid giver det god mening, fordi næsten al messe- og konferenceaktivitet er aflyst.

I teknologicentret kan repræsentanter for de industrivirksomheder, der er på udkig efter automatiseringsløsninger, i ro og mag - og i corona-sikrede omgivelser - mødes én til én med Bilas medarbejdere.

Den produktionsansvarlige kan blive opdateret på de nyeste muligheder, afprøve løsningerne med egne emner og få opbygget et setup.

- Det handler jo om at bruge de muligheder, vi har for at skabe udvikling og vækst. Vi skal accelerere os ud ad coronakrisen ved at arbejde smartere og automatisere flere processer, siger Jan Bisgaard Sørensen.

Det nye teknologicenter har allerede haft besøg af både slutkunder og forhandlere. Gæsterne er kommet fra Portugal, Estland, Tyskland, Sverige og Storbritannien, og centret har dannet ramme om både kurser og hands on-produkttræning.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.