Op mod 20.000 gæster på havnen: Så mange tons muslinger spiser de
Årets Skaldyrfestival i Nykøbing bliver skudt i gang fredag aften og fortsætter hele lørdag med fuldt program

Når tusindvis af gæster fra nær og fjern sætter kurs mod Nykøbing i denne weekend, så er det nok først og fremmest de mange smagsprøver på veltilberedte muslinger og andre skaldyr, der trækker, men også den gode stemning på havnen. Arkivfoto: Diana Holm
NYKØBING:Der er ikke noget tælleapparat, så ingen ved, om der faktisk kommer op mod 20.000 gæster til Skaldyrsfestival i Nykøbing, sådan som arrangørerne håber på. Men sikkert er det i hvert fald, at der stort set er udsolgt til den store fiske- og skaldyrsbuffet i teltet lørdag aften, og at gæsterne kommer langvejs fra, og ofte igen år efter år.
Programmet starter fredag aften, hvor der på forhånd er solgt knap 300 billetter til fiske- og skaldyrsbuffet i teltet. Under åben himmel et andet sted på havnen er der arrangeret grillfest med helstegt pattegris.
Det er Hotel Thinggaard, Hurup, der med medejer Maj-Brit Christensen som tovholder igen i år står for menuen til både fredagens og lørdagens store buffeter. Lørdag aften er der solgt næsten 800 billetter.
Billetter er derimod ikke påkrævet for at besøge den store madfestival i løbet af lørdagen. Her kommer det til at dampe fra store gryder med muslinger tilberedt på mange forskellige måder. Rejer og østers er også på menukortet. Da der for tiden er forbud mod at fiske østers i Limfjorden, vil de østers, der serveres, være europæiske østers fra Frankrig, oplyser Vilsund Blue, der skaffer skaldyrene til festivalen.
Firmaet sponsorerer en del af de mange blåmuslinger, der sættes til livs på Skaldyrsfestivalen. Alt i alt vil der blive konsumeret mindst 2,5 tons muslinger fra Limfjorden, dels opdrættede linemuslinger og dels vildtfangede fra fjordbunden. Dertil kommer muslingekød og muslinger på glas.
Dansk Skaldyrcenter sørger for, at gæsterne på havnen, ikke mindst de yngste, kan blive klogere på både skaldyr og andre af fjordens dyr. De medbringer levende dyr i akvarier og i et rørebassin.
Lars Tang, formand for bestyrelsen for Skaldyrsfestivalen, fortæller, at det i år er gået rigtig godt med at finde frivillige kræfter til at stå for vagterne i løbet af festivalen. Mange af de frivillige har været med i adskillige år og har deres egne teams, som er klar til kokkerere og servere.
Ivan Clausen, der er frivillig og også en af nøglepersonerne bag det store arrangement, siger:
- Vi er totalt ulønnede. Der er ikke nogen, der tjener på det. Det, det drejer sig om, er at sætte Nykøbing på danmarkskortet som værende hovedstad for alt, hvad der hedder skaldyr. Derfor holder vi denne her festival, hvor folk kan komme og smage. Vi generer jo ikke nogen penge, som vi så donerer til en eller anden ting. Vi skal bare sikre os, at vi har en vis kapital, så vi har råd til at holde næste års festival.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.